Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 14. april 2026
Oplev forårets lys folde sig ud i en stemningsfuld koncert, når kor og symfoniorkester går sammen om John Høybyes smukke værk Lysvår i Musik i Ribelunds Festsal på tirsdag den 21. april med start klokken 19.
Musikken emmer af håb, poesi og fællesskab og får ved denne koncert nyt liv i en nyarrangeret udgave for symfoniorkester.
Bag koncerten står nogle af områdets stærkeste kor og musikere, når omkring 140 sangere fra Brammings rige kormiljø og Rørkjærkorets pigekor fylder salen med lys og klang smukt akkompagneret af Kulturskolens Symfoniorkester.
Kirstine Frost Jessing er dirigent for Kulturskolens Symfoniorkester og har gennem 20 år også arbejdet med kor i Bramming. Ideen til Lysvår har været længe undervejs, og værket har fået en særlig plads i denne koncert, hvor John Høybye har givet tilladelse til, at musikken er omskrevet fra mindre rytmisk ensemble til symfoniorkester.
Ved koncerten medvirker Kulturskolens Symfoniorkester, Rørkjærkoret, Skalakoret, Bramming Koret og Bramming Mandskor.
Der er gratis entré, og pladserne fordeles efter først til mølle.
Ud over i Ribe opføres koncerten mandag den 20. april i Esbjerg Musikhus klokken 19 og torsdag den 23. april klokken 19 i Askov Højskole.









































































