Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, lørdag den 27. november

Et spændende nyt turist initiativ med udgangspunkt i Vadehavscentret er muligvis på vej i Esbjerg Kommune.

Der er tale om en lyd-app, der giver brugeren en lydmæssig oplevelse af det område, vedkommende befinder sig i. Området vil koncentrere sig om Vadehavet.

Lyd-app ‘en er styret af GPS og afspilles via brugerens mobiltelefon. Det betyder, at brugeren kan gå en tur i det område, lyd-app ‘en dækker og få et lydbillede af det specifikke område, vedkommende bevæger sig i. Tanken er, at lyd-app ‘en skal produceres af professionelle og teksten indtales af professionelle skuespillere. Meningen er, at lyd-app ‘en skal produceres med udgangspunkt i Vadehavscentret med dets professionelle område og indspilles på dansk, engelsk og tysk. Hensigten er også, at andre kommuner ved Vadehavet kan hæfte sig på og lave indslag til app’en.

Fåborg Kommune har allerede lavet en lignende lyd-app med succes. Den leder brugeren ud i de sydfynske alper med startsted i Fåborg.

Udgiften til etablering og drift af app’en er beregnet til godt 800.000 over tre år, og de penge foreslås finansieret af midler, der er blevet i overskud fra det regionale turistsamarbejde.

Kommunens kultur og fritidsudvalg har drøftet sagen og er grundlæggende meget positive overfor app’en.

– Vi synes, det er spændende og tror, det kan blive godt. Normalt ryger de penge, der ikke bliver brugt til de bestemte formål, de er givet til, tilbage i kommunekassen. Men her er vi i et grænseområde, og derfor sender vi sagen til økonomiudvalget for at høre, om det er ok at gøre det på den her måde. Men selve projektet er vi meget positive over for, siger formanden for kultur- og fritidsudvalget, May-Britt andre Andersen (C).