Tekst og foto: René Jørgensen
1. juni 2026.

Lustrupløbet vender tilbage: Motion, natur og familiefest i Lustrup

Lørdag den 15. august bliver løbeskoene snøret, når Lustrupløbet 2026 samler børn, unge og voksne til en aktiv dag i naturskønne omgivelser ved Lustrup.

Lustrupløbet er efterhånden blevet en fast tradition for mange lokale motionister og familier, og igen i år danner Lustrup Skolepark rammen om en dag fyldt med motion, fællesskab og festlige aktiviteter.

Deltagerne får mulighed for at opleve de smukke grønne områder omkring Lustrup, når de begiver sig ud på en af de fire ruter. Der er både plads til de yngste løbere på One Mile-ruten, motionister på 3 kilometer samt mere erfarne løbere på 5 og 10 kilometer.

Løbet er samtidig en del af den populære Lustrup-Damhus Sportsfest, hvor der gennem dagen er aktiviteter for hele familien. På pladsen vil der blandt andet være hoppeborge, tombola og masser af hyggeligt samvær.

Startskuddet lyder klokken 10.00 efter fælles opvarmning, og arrangørerne forventer igen i år stor opbakning fra både lokale borgere og deltagere udefra.

Alle deltagere bliver belønnet ved målstregen, hvor der venter en forfriskning i form af øl eller vand samt frisk frugt ved teltet, fortæller medlem af løb ledelsen Birgitte Lassen.

Der er præmier til vinderne af herre-, dame-, drenge- og pigeklasserne på både 5 og 10 kilometer. På de kortere distancer modtager børn op til 12 år medaljer, mens de hurtigste drenge og piger også kan se frem til en præmie.

Tidtagningen foregår elektronisk via engangschip, som er monteret på startnummeret, så alle deltagere får registreret deres officielle tid.

Afhentning af startnumre og eftertilmelding åbner klokken 09.30 ved Lustrup Skolepark på Strengevej 22 i Ribe.

Arrangørerne håber på en dag med masser af deltagere, god stemning og sensommersol over de grønne områder omkring Lustrup.

Fakta om Lustrupløbet 2026

Dato: Lørdag 15. august 2026

Sted: Lustrup Skolepark, Strengevej 22, Ribe

Distancer: One Mile, 3 km, 5 km og 10 km

Start: Fra kl. 10.00

Tilmelding: Via Sportstiming

Kontakt: Nikolai Christensen, tlf. 20 70 36 10