Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 10. december 2025
Frislusen i Ribe – den, der fører vand fra Østeråen ned til Skibbroen – skal formentligt lukkes i et par måneder i foråret.
Det er i hvert tilfælde det, selskabet ACP Ejendomme har søgt om tilladelse til, og årsagen er, at indfatningen ved restauration Kolvig skal sættes i stand. Indfatningen er det murværk, der hindrer vandet fra åen i at trænge ind i ejendommen.
Anmodningen om en eventuel lukning af slusen er sendt i offentlig høring, der slutter den 8. januar 2026.
Lukningen ventes at blive aktuel i februar og dele af marts, og lukningen af slusen sker udelukkende af hensyn til de dykkeres sikkerhed, som skal ned og reparere indfatningen. Så hvis du i februar og marts ser dykkere i vandet ved Kolvig, så er forklaringen, at der er reparationsarbejde i gang.
Frislusen er en vigtig del i det at holde flodmålet i åsystemet i det rigtige mål, og mens Frislusen lukkes, vil kommunen holde vandstanden på plads blandt andet ved at åbne portene ved Midtmøllen.
I ansøgningen om lukning af Frislusen hedder det også, at en lukning kan medføre oversvømmelser af stier ved Mølledammen, men det forsøges undgået ved åbning af Midtmøllen. Videre er man i ansøgningen opmærksom på, at store nedbørsmængder kan medføre nødvendighed af at åbne Frislusen i kortere perioder af lukningsperioden, og det er man indstillet på.











































































