Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, onsdag den 28. oktober

Det var et enkelt og afbalanceret oplæg til løsning af trafik- og parkeringsproblemerne i Ribe, medlemmer af Ribe Bykernes Beboerforening blev præsenteret for på et medlemsmøde i SeminarieHuset onsdag aften.

Og i løbet af den to timer lange debat blev det gang på gang understreget, at det ikke er et vedtaget forslag men et oplæg, som man gerne vil have en debat om, ligesom oplægget sendes til kommunen, som beboerforeningen gerne vil i dialog med.

Det mest markante i forslaget er, at man gerne vil lukke Dagmarsbroen for trafik i en forsøgsperiode ligesom den lukning, der fandt sted sommeren 2018, da broen blev repareret. Den lukning medførte en markant ændring i trafikken, idet der var langt færre biler på Domkirkepladsen og i andre gader, mens der andre steder var mere trafik.

Og det blev på mødet understreget, at uanset hvad man gør, vil det ramme nogen og gavne andre. Derfor har man forsøgt at lave et så afbalanceret forslag som overhovedet muligt. Man er også enig i, at selv om en ændring i trafikforholdene vil ”gøre ondt” nogle steder, er det så væsentlig en debat, at man er nødt til at tage den.

Visionen

Visionen er, at Ribe skal være en levende by, den gamle middelalderby skal bevares, og Ribe skal være et godt sted at bo, arbejde og besøge.

Målet er en fredeliggørelse af den indre by, undgå unødvendig trafik, tung trafik skal så vidt muligt undgås, der skal kun være nødvendig parkering i bykernen, og det skal ske ved enkle og effektive løsninger.

Formålet er at undgå så massiv en trafik i den indre by, at beboerne vender sig mod besøgende.

Domkirkepladsen skal ikke lukkes

Trafikdebatten i Ribe er af ældre dato, og ved flere tidligere lejligheder har der været talt om en total lukning af domkirkepladsen for biler. Det er i beboerforeningens oplæg fravalgt, fordi pladsen er centralt udgangspunkt for de smalle gader i bykernen. En ensretning af flere gader kan foreningen heller ikke gå ind for, idet det vil betyde opsætning af mange skilte, ligesom en ensretning forøger hastigheden i de pågældende gader.

Løsningsforslaget er, at den arbejdsgruppe, der har udarbejdet forslaget, skal arbejde videre med henblik på et minimere trafikken i indre by i et samarbejde med erhvervslivet, kommunen og beboerne

Mulighed for ny festplads

Dertil kommer forslag om lukning af Dagmarsbroen i en forsøgsperiode. Lukningen i 2018 gav en større belægning på de store parkeringspladser, et kraftigt fald i trafikken på Domkirkepladsen, et markant fald i parkering på pladsen og et markant fald i den gennemkørende trafik.

Tanken er, at der i prøveperioden skal laves trafiktælling, så der er grundlag for en grundig evaluering.

Ved en lukning vil der blive skabt en god plads for events, når en bilfri Dagmarsgade samler Krygers Anlæg og Vedels Anlæg.

En omkostning er, at beboere i sydbyen skal bruge omfartsvejen, når de skal handle i fødevarebutikkerne i den nordlige bydel. Omkostningen er en omvejskørsel på få minutter, hedder det i oplægget.

Udvidelse af P Syd

Oplægget peger også på en ønskelig udvidelse af P Syd, ligesom der ønskes bedre skiltning, så flere parkerer på de store p-pladser. Der skal arbejdes for et bedre kendskab til parkerings- og trafikregler i Ribe, og udbydere af Bed and Breakfast samt hotellerne skal kunne udstede parkeringslicenser til gæsterne.

Efter oplægget var der en god debat, hvor mange emner blev berørt bl.a. omkring shuttlebusser fra p-pladser til bykernen og gerne til oplevelsesstederne.