Tekst og foto: René Jørgensen. Copyright

Måske var det sommerens sidste dag med over 20 grader, men det betyder ikke så meget for de 32 medlemmer af Ribe Model Flyverklub, der holder til på Ribe Mosevej, for man kan flyve rigtig mange dage.

Hver tirsdag i sommerperioden mødes de med deres modelfly på en veltrimmet flyveplads med egen lufthavnschef.

Lufthavnschefen Kenny Sørensen passer og plejer flyvebanen, så den er ideel til de mange store flotte modelfly som medlemmerne har med.

– Det er første år på Ribe Mosevej, tidligere var vi på et areal på Mosevej bag Rønnebærparken, der var vi i 20 år, fortæller kasser og altmuligmand i klubben Palle Nielsen, der i dagens anledning viser RYK IND RIBEs udsendte, hvordan man ”tryller” lidt i luften. Faktisk er det vejret der bestemmer hvornår der kan flyves, det er ikke sæsonbestemt, og man tager ud i klubben som man har lyst til.

Har man en drone er man også velkommen i klubben, i øjeblikket er der tre medlemmer der flyver med droner, de har deres egen flyveplads, og det er her RYK IND RIBEs udsendte spidser ørerne, som man siger, for her kan man vist lærer lidt, min drone har indtil nu mere fungeret som buskrydder og som stjernen på juletræet hos naboen. Men jeg skal være velkommen og lære at flyve, får jeg vide.

Selvfølgelig er det ikke en gratis hobby, men for mellem kr. 1.000 – 2.000 er man godt i gang. Kontingentet er rimeligt, kr. 600,00 for voksne og under 18 år er det kr. 170,00. For begge grupper gælder det, at man skal tegne en forsikring, den koster ligeledes kr. 600,00.

Selv om det på denne lune sensommerdag var folk i klubben var blæsten nu også med til at bestemme hvordan man skulle flyve, men her imponerede kasseren igen med loop og holde stille i luften, der kunne man lære noget. Yngste medlem er 12 år og den ældste 80 år, så det er for alle.

Er du blevet fristet, finder du klubben på deres Facebook side Ribe modelflyverklub, eller ringer til kasser Palle Nielsen på mobil 25 85 36 82.

Formand for klubben er Claus Abildgaard.