Tekst og foto Hasse Jørgensen. Søndag den 28. oktober

Det var lige ved, at ”Luffe” alias Herluf Holm Jensen ikke havde fået sin VW T-Roc, som han sent lørdag aften vandt i TV2’s store gallashow i anledning af knæk cancer-ugen.

Da telefonen ringede hos familien på Skyttevej, var ”Luffe” nemlig gået uden for, og hans kone, Pia Morgenstern sad i sofaen og så afslutningen på knæk cancer.

– Jeg hørte godt telefonen ringe og tænkte, at det er et af de her udenlandske numre, men så tog jeg den alligevel. Og heldigvis, for det var TV2, der ville fortælle, at Luffe havde vundet bilen. Så jeg fik lynhurtigt fat i ham, så han kunne tage over, fortæller Pia Morgenstern.

Dagen derpå er der glæde både hos Pia og Herluf over gevinsten, men hvad der nu skal ske, er der endnu ikke taget endelig stilling til.

– Vi har en gammel Toyota, og nu må vi se, om Louis (Louis Lund, Toyota Ribe. Red) er til at handle med, lyder det med et grin fra Herluf Holm Jensen.

Men det må da være dejligt med sådan en ny bil?

– Jeg har jo ikke fået den endnu, og først i den ny uge, får jeg det at vide, hvornår den kommer. Jeg ved blot, at det bliver inden den 1. december.

Herluf Holm Jensen har selv haft tarmkræft, og han mangler endnu et kontrolbesøg næste år, inden han forhåbentligt kan erklæres helt rask.

– Men jeg mærker jo ikke noget som helst til det, lyder det fra den glade vinder, der også et par gange har været udstationeret som dansk soldat i Afghanistan.

Om den heldige investering lørdag aften, der gav den store gevinst, fortæller ”Luffe”:

– Jeg sagde til Pia, at jeg sender lige et beløb, men vi vinder jo alligevel ikke. Til gengæld går det til et godt formål.

Men denne gang var heldet med Herluf Holm Jensen, der nu snart skal tage stilling til, om han fortsat skal køre Toyota eller skifte til en spritny VW. Men måske er valget slet ikke så svært endda.

– Vi havde snakket om, at Toyotaen skulle skiftes, men vi syntes ikke lige, vi havde råd netop nu, fortæller Pia, der glæder sig sammen med manden over den flotte gevinst, der kontant har en værdi på 281.000 kroner.