Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Mandag den 3. september
Det bliver den 47-årige Søren Ernst Lüdeking, der bliver ny skoleleder på Riberhus privatskole til 1. oktober.
Det oplyser formanden for skolens bestyrelse, Karsten Høy.
– Vi glæder os til den 1. oktober at kunne byde Søren Ernst Lüdeking velkommen som skoleleder på Riberhus Privatskole. Søren kommer fra en stilling som udskolingsleder på Kongehøjskolen i Aabenraa, skriver Karsten Høy i en pressemeddelelse.
Søren Ernst Lüdeking er særdeles kendt med og i Ribe, hvor han bor. Han var i perioden fra 2003 til 2013 forstander på Ungdomshøjskolen ved Ribe, og han har i mange år været ungdomstræner i Hviding IF og i Ribe BK. Også i DBU har Søren Ernst Lüdeking udført et stort arbejde.
Ud over jobbet som udskolingsleder i Aabenraa har Søren Ernst Lüdeking også arbejdet med konsulentvirksomhed specielt i undervisningssektoren.
Han afløser på Riberhus Privatskole den nuværende leder, Simon Mosekjær, der har sagt ja til en stilling på en væsentligt større skole i Haderslev.










































































