Tekst og foto: Renè Jørgensen
29. oktober 2022.
Love is all
Kloge ord. Ordene, eller rettere sangen, afsluttede en god koncert i Musikhuset i Esbjerg. Kunsterne bag THE BRITISH INVASION, Poul Halberg, Bjørn Fjæstad, Søren Sko, Dicte og et fem mand stort backing band underholdte i næsten tre timer et publikum, der var ”grå i toppen” men særdeles nærværende, med ”headbanging” og luftguitar lignende bevægelser, som kun et modent publikum kan levere. Musikken var en hyldest til 60`erne og 70`ernes store engelske bands.
Esbjerg Musikhus er ikke en del af Ribe, vil mange nok sige, men dog stedet, hvor vi som ribeborgere skal hen, hvis vi vil nyde en større kulturel begivenhed. Flere ribeborgere havde da også taget turen til Esbjerg. Ikke fordi Musikhuset havde lavet særlig meget reklame for arrangementet i vores del af kommunen. Men de musik elskende ribeborgere fandt på anden vis ud af, at der var rock and roll i nærheden.
Skal man fremhæve et enkelt af aftenens numre, må det være Poul Halberg med Cream nummeret ”White Room: In the white room with black curtains near the station. Black roof country, no gold pavements, tired starlings. Silver horses ran down moonbeams in your dark eyes. Dawn light smiles on you leaving, my contentment… Men guitarsoloen. Den gav ”gåsehud” – Et klassenummer med en dygtig guitarist.
Bag koncerten stod musikmageren fra Ribe, Flemming Christensen, Marsk Music og Classic Artists.
Er man til musik fra 60 – 70`erne, har 2022 været et godt musiksår. Mange tog turen til Tønder og fik en fantastik oplevelse med 60 år med musik fra The Rolling Stones. Woodstock indtog Ribe med en fantastisk oplevelse af en tid, der forandrede verden ikke kun musikalsk.