Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 6. november 2024
Louise Hindsgavl, der er opvokset lige uden for Ribe og student fra katedralskolen, viser netop nu sin meget spændende, betagende anderledes og fascinerende udstilling Genskabt på Ribe Kunstmuseum.
En udstilling, der fortæller bygningens og familien bag bygningen, Giörtz historie fortalt i opsatser, stentøj og et stort broderet værk skabt af lokale beboere.
På lørdag d. 9.november kan du som besøgende på Ribe Kunstmuseum få en helt særlig oplevelse. Om eftermiddagen kan du nemlig høre kunstneren fortælle om processen, tankerne bag og hele den fantastiske historie om familien Giörtz, der boede i huset før det blev til Ribe Kunstmuseum.
Genskabt er en fantasifuld og spektakulær udstilling, der hen over vinteren og frem til foråret kan opleves på Ribe Kunstmuseum. Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Statens Kunstfond, Toyota-Fonden, samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Louise Hindsgavl blev uddannet fra Designskolen i 1999 og bor og arbejder i dag i København. Hun har gjort porcelænet til sit primære materiale men arbejder i dag med mange andre materialer som stentøj, stoffer og store stedsspecifikke installationer. Udstillingen på Ribe Kunstmuseum er ingen undtagelse. Louise Hindsgavl er desuden en levende fortæller.
Pris for arrangementet er150 kr. inklusive entré og en kop kaffe/te. 125 kr. for årskortholdere og medlemmer af Ribe Kunstforening. Billetter købes på place2book. Du kan klikke på linket:
https://www.place2book.com/da/sw2/sales/8k9i31sv2h