Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, torsdag den 19. marts
– Jeg synes, den sag ser mærkelig ud. Det er den lille erhvervsdrivende mod det store system. Jesper Rohr Jørgensen har fået alle tilladelser fra kommunen og fulgt dem. Nu står han med en investering på et par millioner kroner, som han har i klemme. Den sag vil jeg se nærmere på.
Sådan siger det lokale folketingsmedlem Anders Kronborg (S), da han får forelagt Planklagenævnets afgørelse på anlægsgartner og entreprenør Jesper Rohr Jørgensens sag om det planlagte byggeri på ejendommen Vardevej 17. Et byggeri, Esbjerg Kommune har givet tilladelse til, men som Planklagenævnet med stemmerne otte mod tre sagde nej til. En afgørelse der ikke kan ændres, med mindre Jesper Rohr Jørgensen bringer sagen for en domstol.
Jesper Jørgensens plan var at flytte sin virksomhed fra lejede lokaler på Hillerup Markvej til nye lokaler på den tidligere landbrugsejendom Vardevej 17.
Anders Kronborg fortæller netop hjemvendt fra en travl dag på Christiansborg, at han ikke har nået at nærlæse afgørelsen, der er på 15 tæt skrevne A4-ark.
– Men jeg synes umiddelbart, den sag ser mærkelig ud, og jeg vil bruge de næste par dage på at nærlæse den. Jeg har som formand for børne- og undervisningsudvalget haft travlt med de hastelove, vi har behandlet de sidste dage, siger Anders Kronborg og fortsætter:
– Men som jeg har fået sagen refereret og ifølge det, jeg har nået at sætte mig ind i, har Jesper Rohr Jørgensen hele tiden lagt alle kort på bordet. Han har opgivet en tidsplan, og han har hele tiden til punkt og prikke fulgt alle de tilladelser, han har fået af kommunen for så i sidste øjeblik at blive stoppet, fordi nogen finder ud af, at der skal en zonetilladelse til.
– Jesper Rohr Jørgensen har jo ikke gjort noget forkert. Han har gjort, hvad kommunen sagde, han skulle gøre. Alligevel har han nu et par millioner kroner i klemme. Hvem skal erstatte ham de penge?
– Han har bare villet skabe liv og udvikling på ejendommen og erstatte en gammel ejendom med noget nyt med alle kommunale tilladelser i orden, siger Anders Kronborg.









































































