Tekst Hasse Jørgensen, foto Magnus Snoer, fredag den 15. februar
Mens borgerne i Esbjerg Kommune, og herunder altså i Ribe, kan konstatere, at antallet af indbrud i beboelser er stagneret, er der meget stor forskel på udviklingen i antal af indbrud rundt om i den politikreds, der dækkes af Syd- og Sønderjyllands politi.
Indbyggerne i Haderslev kommune oplevede et stort fald i antallet af indbrud i beboelse fra 2017 til 2018. Det gik fra 314 indbrud i 2017 til 173 indbrud i 2018.
Til gengæld fik Sønderborg og Fanø en meget stor stigning. Sønderborg fik således næsten en fordobling i antallet, mens Fanø fik en procentuel stor stigning fra ingen i 2017 til 15 2018.
– Det er meget glædeligt, at Haderslevs borgere oplever så mange færre indbrud. Indbrud er altid utryghedsskabende for både dem, det går ud over, og for de, der bor i området, siger politiinspektør og linjechef Kaj Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Også fald i Vejen
Også Vejen kommune har oplevet et fald, nemlig fra 212 til 149 indbrud i beboelse.
Man skal notere sig, at der i 2018 er sket en ændring i registreringen af indbrud i beboelse. Det, der før blev kategoriseret som listetyveri, hvor tyven går ind ad en åben dør og uhindret tager tingene samt tricktyveri i beboelse, bliver nu regnet med som indbrud i beboelse. Derfor vil tallene automatisk ligge på et højere niveau.
For flere andre kommuner ligger tallet for 2018 stort set på samme niveau som året før. Det gælder Esbjerg, Varde og Aabenraa.
Flere indbrud i Sønderborg og Tønder
Desværre må to kommuner i politikredsen notere sig en stigning. Det gælder Sønderborg og Tønder kommune.
Sønderborg havde i 2017 377 indbrud og i 2018 671 indbrud i beboelse.
Derfor er der også iværksat en stor forebyggende indsats i samarbejde med Sønderborg kommune. Der er placeret ekstra patruljer i de ramte områder og, der er desuden dannet en særlig gruppe efterforskere, der udelukkende skal have fokus på indbrud i den sydlige del af politikredsen.
Så sent som i går blev to unge mænd fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg. Politiet formoder, at de er en del af en gruppe, som har begået en lang række indbrud.
I Tønder kommune er antallet af indbrud i beboelse steget fra 104 i 2017 til 167 i 2018.
Statistikken ser således ud:
Indbrud i privat beboelse 2017 2018
Haderslev Kommune 314 173
Sønderborg Kommune 377 671
Tønder Kommune 104 167
Esbjerg Kommune 571 568
Fanø Kommune 0 15
Varde Kommune 259 245
Vejen Kommune 212 149
Aabenraa Kommune 185 191