Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 1. november

Lokalråd Ribe Syd har taget et prisværdigt initiativ. Lokalrådet vil i samarbejde med firmaet AD-media lave en film om, hvorfor man skal bosætte sig i Ribe.

I den forbindelse vil lokalrådet gerne finde nogle af tilflytterne til Ribe, som vil fortælle om, hvorfor de flyttede hertil, og hvordan det så er gået dem i Ribe.

Samtalerne med tilflytterne skal være med til at tydeliggøre, hvad filmen skal sætte fokus på af herlighederne ved at bo i Ribe.

Filmen sponseres af lokale erhvervsdrivende med flere, og de tilflyttere, der har lyst til at hjælpe Lokalråd Ribe Midt med oplysninger om, hvorfor de flyttede til Ribe og hvordan, det er gået dem, kan kontakte Lokalråd Ribe midt på mailadressen, info@lokallråd-ribe-midt.dk, hvorefter de vil blive kontaktet. Samtalen med en repræsentant fra lokalrådet vil vare en times tid.

Det er meningen, at filmen skal laves i løbet af foråret 2022.

Hvorfor lave en sådan film?

– Det er et projekt, der har været på vej i flere år, og det handler om at få flere til at bosætte sig i Ribe, siger Willi Weber fra lokalrådet.

Er det nødvendigt med tilflyttere?

– Vi mangler nogle mennesker til at være en del af kulturlivet. Hvis ikke der kommer tilflyttere til byen, går det ud over kultur- og idrætslivet, for det er vigtigt, at der kommer nye til for at tage over, siger Willi Weber.