Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, fredag den 27. oktober 2023

Lokalråd Ribe Midt har nedsat en arbejdsgruppe med det formål at invitere til et åbent lokalpolitisk debatforum – i første omgang kaldet ”Tingstedet”.

Første Tingsted afholdes d. 31. oktober kl. 19.00 på Hotel Ribe.

Siden kommunalreformen i 2007, har den nye storkommune haft en vedtagen lokalrådsstruktur, hvor borgere fra alle dele af kommunen, har haft – i hvert fald på papiret – mulighed for at komme i dialog med folkevalgte byrødder.

Det fremgår af Esbjerg Kommune Hjemmeside, at der i forbindelse med sammenlægningen: ”… blev lagt stor vægt på, at lokalområderne i den nye kommune skulle have mulighed for at deltage i udviklingen” og lidt længere nede: ”Det er et fælles ansvar for det politiske system og lokalområderne at samarbejde om at iværksætte indsatser, der er tilpasset til det enkelte lokalområde.”

Formand for arbejdsgruppen bag tingstedet, Annette B. Lindgaard, fortæller om baggrunden for initiativet:

– Det er det fælles ansvar, vi ønsker at understøtte, ved at skabe rammer for en bedre demokratisk,  lokalpolitisk meningsudveksling. Vi tror på, at hvis vi kan medvirke til at forsyne politikerne – og selvfølgelig især de lokale – med flere og bedre argumenter, så kan vi undgå nogle af de møgsager, som vi som borgere i Ribe oplever, at vi kommer til kort over for. Problemstillinger, som kræver viden, indsigt og flere forskellige perspektiver, for at blive taget alvorligt i Esbjerg.

Temaet for det første Tingsted bliver ”hvad er lokalt demokrati, set med dine øjne?” Mangeårig formand for Lokalråd Ribe Midt Niels Frederiksen indleder og Jacob Lund Jørgensen, som til dagligt er Uddannelsesleder på Ribe Katedralskole, har sagt ja til at være ordstyrer.

– De fleste af os oplever nok fra tid til anden, at det kommunale demokrati er en fjern ting, som vi kun kan komme i forbindelse med hvert fjerde år, når der er valg til ”Byrådet” som man, på trods af store landområder, kalder det her i Esbjerg Kommune.
– Det kan man brokke sig over og man kan lukke en masse utilfredshed ud på de sociale medier, velvidende, at der formentlig ikke er nogen, der orker at læse de usammenhængende kommentarspor, der sjældent gør nogen forskel og i værste fald medfører dårlige eller ingen beslutninger.
– Det er det, vi vil gerne vil ændre med Tingstedet, hvor forskellige temaer diskuteres inden for en ramme, der sikrer, at alle kommer til orde på en ligeværdig og respektfuld måde Slutter Annette b. Lindgaard