Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ove Detlevsen, torsdag den 18. februar

Lokalråd Ribe Midt går stadig ind for et lysreguleret kryds, der kan regulere adgangen fra Holmevej over hovedvej 11 til Bjerrumvej og retur.

Det fortæller formanden for lokalrådet, Niels Frederiksen, efter at bl.a. byrådsmedlem Henning Ravn (V) her på siden slår til lyd for, at en tunnelløsning på sigt er den rigtige, og at man gerne må vente på den.

– Vi har haft videomøde med kommunen, vejdirektoratet og Peter Laursen, der bor på Bjerrumvej, og her fik vi begge muligheder præsenteret. Og skal vi have noget indenfor en overskuelig fremtid, er det lyskrydset. En tunnel vil koste minimum 30 millioner kroner, og med det meget vand, der er i området, er vi slet ikke sikre på, at det er den rigtige løsning, påpeger Niels Frederiksen.

Med et lysreguleret kryds bliver selve vejføringen og krydsningen af hovedvejen lagt en smule om, så der bliver tale om en mere trafikvenlig løsning end i dag.

– Projektet er også lavet sådan, at lyset for dem, der skal krydse hovedvejen, først skrifter til grønt, når det bliver aktiveret. Det vil sige, at når der ikke er nogen, der skal krydse vejen, er der konstant grønt lys for hovedvejstrafikken nøjagtigt som det er tilfældet ved Skovgrillen længere mod nord. Derfor vil lysreguleringen ikke genere trafikken så meget, som der lægges op til i debatten.

– Dertil kommer, at når man kommer fra nord, er der en hastighedsbegrænsning på 60 kilometer i timen indtil man er ude af byen. Bilisterne vil derfor også kunne fortsætte med at køre 60 kilometer i timen til de er forbi lyskrydset. Det vil også gavne byen, idet støjen ved 60 kilometer i timen på omfartsvejen er lavere end ved de nuværende tilladte 80 kilometer i timen, forklarer Niels Frederiksen.

Han peger samtidig på, at med en ny autocamperplads ved Kammerslusen og indgangen til Nationalpark Vadehavet, vil der komme mere trafik på Bjerrumvej og flere, der skal krydse hovedvejen.

– Vi kan jo se, at mange af de autocampere, der gæster P Syd har cykler bag på. Vi vil jo gerne tiltrække alle mulige former for turister, der ikke sviner, og så må vi også lave det, så det er fremkommeligt for dem.

– Med en ombygning af krydset vil det blive sikrere end i dag at krydse hovedvejen, og vi ved allerede nu fra naboerne, at der ofte er meget hårde opbremsninger på hovedvejen, fordi der er fare på færde.

– Det er derfor, vi peger på lysreguleringen også for at få en hurtigere løsning.

– Vi tror heller ikke, at man kan sammenligne en tunnel ved Bjerrumvej-Holmevej med forholdene ved Farupvej. Der er langt mere vand ved Bjerrumvej. Vi kan jo ved højvande se, at nogle af beboerne bor på øer.

Så I arbejder videre for en lysregulering?

– Det gør vi. Det er ærgerligt, at vi ikke fik pengene denne gang. Det havde vi faktisk troet på, for der ligger et færdigt projekt, og vejdirektoratet går ind for det, men sådan er det. Nu må vi kæmpe videre for at få nogle midler til det.

I debatten er der jo også forslag om, at de, der skal krydse hovedvejen, kan cykle eller gå ned til den tunnel længere mod syd, som fører de bløde trafikanter til Øster Vedsted.

– Ja, men vi tror ikke på den løsning. Vi mennesker tager den letteste vej, og hvis man lukker krydsningen vil Holmevej-Bjerrumvej, vil folk alligevel gå over hovedvejen her, og så bliver det endnu farligere, end det er i dag, siger Niels Frederiksen.