Tekst: Renè Jørgensen fotos fra klubberne
6. marts 2025.
Lokale tennisklubber bliver værter for kæmpe stævne
I maj kommer det til at vrimle med flotte forhænder og lækre flugtninger i to af kommunens tennisklubber.
Esbjerg Tennis Klub er således blevet tilbudt og har sagt ja til i samarbejde med Ribe Tennis Klub at afvikle Jyske Mesterskaber for ungdomsspillere fra den 23. til den 25. maj.
Det betyder, at formentlig et sted mellem 150 og 200 spillere kommer til at sætte kurs mod området.
Tildelingen af Jyske Mesterskaber vækker glæde.
– Jeg synes, det er fantastisk, at Esbjerg er blevet valgt som et sted til at holde JM, siger Peter Skou, der er formand for Esbjerg Tennis Klub og med i JM-planlægningen.
– Det må betyde, at vi som klub er blevet synlige i dansk tennis, siger formanden, der peger på, at det er en fordel for de lokale spillere, at de nu får et mesterskab på hjemmebane. Ifølge Peter Skou skal man nu i gang med at skaffe sponsorer, der kan sikre et flot mesterskab.
Årets tennisklub
For Ribe Tennis Klub, der netop er blevet kåret til årets tennisklub af Jyllands Tennis Union, betyder det meget at få en så stor begivenhed som JM til byen. Det er første gang, at foreningen skal være med til at arrangere så stor en turnering. – Det glæder vi os til, siger Malene Kjær Vesterager, der er formand for Ribe Tennis Klubs ungdomsudvalg.
– Der kommer masser af aktivitet på banerne, klubbens medlemmer og byens borgere kan komme ud og se en masse god tennis, ligesom vi kan give klubbens egne juniorspillere en oplevelse af, hvad der kræves for at blive en dygtig tennisspiller, siger Malene Kjær Vesterager, der også er en del af planlægningsgruppen bag JM. JM er med til at sætte Ribe på tennislandkortet. -Netop det, at JM er for bredden og dermed åbent for alle, går godt i spænd med vores værdier i RTK, hvor vi fokuserer på, at der skal være plads til alle, siger Malene Kjær Vesterager.
Der er lagt op til, at de yngste spillere dyster i Ribe, mens resten spiller på anlægget på Gammel Vardevej i Esbjerg. Eventuelle finaler i U10 afvikles i samme weekend, mens finalerne i de resterende rækker afvikles weekenden efter i Aarhus.