Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 13. december 2024
Der er ingen tvivl om, at medlemmerne af Ribe Handel er glade over den store donation, foreningen har fået til julebelysningen.
Fra fonde, foreninger, organisationer, erhvervslivet og private er der sammenlagt samlet 336.000 kroner ind. Pengene dækker stort set det hul i kassen, der blev efterladt, da stormen Pia sidste år i december ødelagde julebelysningen for 346.000 kroner.
Som alle kan se, er julebelysningen igen sat op og stråler i vintermørket. Tidligere formand i handelsstandsforeningen og nuværende bestyrelsesmedlem, Kjeld Vestergaard, gav da også udtryk for taknemmelighed, da den store donation blev markeret ved et pressemøde på Torvet fredag formiddag.
De penge, der er samlet ind, fordeler sig med 200.000 kroner fra Norlys Vækstpulje, Ribe Byforum, Ribe Håndværker og Industriforening, samt Fonden til Ribe Bys Forskønnelse. De fire har hver især bidraget med 50.000 kroner. Hertil kommer 105.000 kroner fra byens erhvervsdrivende, og endelig er der omkring 21.000 kroner fra private, der har betalt via MobilePay.
Det er i øvrigt tredje gang, julebelysningen er blevet stærkt medtaget under en storm. Det skete i 1999, i 1912 og så sidste år.
Kjeld Vestergaard fortæller, at skal foreningen forsikre julebelysningen i det selskab, man nu entrerer med, vil det koste 60.000 kroner årligt og i givet fald, skal julebelysningen pilles ned, hvis der meldes om storm. Det koster 200.000 kroner at pille belysningen ned og sætte den op igen.
Handels- og eventkoordinator Tom Meyer Andreasen fortæller, at betingelserne for forsikring åbenbart er forskellige fra selskab til selskab: – Det er noget, vi nu går i gang med at undersøge.
Det er i øvrigt et par gamle foreninger, RHI og Fonden til Ribe Bys Forskønnelse, der har bidraget til julebelysningen.
Midlerne fra RHI stammer egentligt fra varelotteriet, der blev oprettet i 1887, fortæller formanden for RHI, Jørgen Skov.
– Vi får omkring 50.000 kroner hvert år fra varelotteriet som vores andel af overskuddet, og de penge kan vi bruge til at støtte forskellige formål, fortæller Jørgen Skov.
Fonden til Ribe Bys Forskønnelse stammer tilbage fra 1842. Fonden blev startet, da man rejste Plantagen nord for Ribe. Det er midlerne fra salget af Plantagen, der nu giver den økonomiske baggrund for fonden.
For Norlys Vækstpulje er det første gang, man har givet til julebelysning.
– Det har hidtil været vores strategi, at den slags giver vi ikke til, men her ville vi gerne være med til at støtte, og det er også synd, at vi ikke kan hjælpe i mange små landsbyer, hvor julebelysningen faktisk er det eneste, de har at søge til, siger formanden for vækstpuljens afdeling i Sydjylland, Torben Skødt.