Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 21. april 2023

I Foreningen Termansens har man svært ved at få armene ned. Siden starten af året, har man søgt midler til indkøb af en række mikrofoner, der tilsammen vil komme til at optimere lydbilledet på spillestedet i hjertet af Ribe. Det er nu lykkedes at få de 23.900 kr. i hus takket være Rotary Ribe, Therkel Jørgensens Legat, Johan Hoffmann Fonden og Brandkassefonden Sydvest.

Termansens har siden 2020 live streamet fra koncerter, hvilket især tog fart under nedlukningerne i 2021, hvor der under navnet ’Termansens at home’ blev bragt musikalsk take away hjem i folks stuer, et tiltag, der er fortsat sidenhen.

Termansens streamer gennem Facebook og Youtube, og det digitale publikum kan tilgå koncerterne gratis eller donere et valgfrit støttebeløb. Det nyeste skud på stammen er, at koncerterne bliver optaget og kan udgives via digitale streamingtjenester under navnet ’Termansen Music’. En stor del af det at streame og at optage musik, er lydsiden, og selvom Termansens har kunnet sende billedsiden i broadcastkvalitet, manglede der en række mikrofoner for at kunne optimere lydbilledet.  Fondsbevillingerne kommer til at gøre meget for den digitale oplevelse af koncerterne. Især løsninger til at optage trommer, vokal og orgel har været en mangelvare – det har indtil videre fungeret ok, men ikke været optimalt.

– Med de 11 nye mikrofoner, foruden de tre som Foreningen selv har kunnet bidrage med, er der nu mulighed for at kunne formidle nærværende koncertoplevelser gennem en digital enhed på fineste vis, siger Josephine Nielsen-Bergqvist, formand for Foreningen Termansens.