Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 28. november 2023
Danmark og Ribe fik en kæmpe succes ved det netop overståede EM i Kroatien i Ju-Jitsu.
Mens Danmark sikrede tre sølvmedaljer og to bronzemedaljer samt en bronze i holdkamp, gik en af medaljerne af sølv og en af bronze til Ribe samtidig med, at den lokale klubs formand som dommer ved EM vandt en pris.
25-årige Jeppe Tellund fra Ribe sikrede sig en sølvmedalje i 62 kilo-vægtklassen på førstedagen af EM i Ju-Jitsu i Kroatien.
Gennem sejre i de indledende kampe kvalificerede Tellund sig til finalen. I finalen mødte han hollænderen Ecco Van Der Veer. Jeppe Tellund kæmpede på et højt internationalt niveau og gav hollænderen kamp til stregen i en tæt og intens finale. Til sidst måtte ripenseren se guldet gå til hollænderen, der vandt finalen med 10-9 i 62 kg klassen, fortæller Ju-Jitsu Danmark i en pressemeddelelse.
Jacob Lund, ligeledes fra Ribe, sikrede sig en flot bronzemedalje.
Det var med sommerfugle i maven, at Jacob Lund stillede op til sit første store internationale stævne, men Jacob Lund havde styr på nerverne og leverede en flot præstation.
Camilla Prien Tobiasen, der er anerkendt international dommer og samtidig formand for den lokale klub, vandt ved EM en pris for at have vist “exceptionelle evner i en svær situation”.
Sportschef i Ju-Jitsu Danmark og cheftræner i Ribeklubben, Claus Tobiasen, er særdeles godt tilfreds med medaljeudbyttet i Kroatien.
– Det er rigtig tilfredsstillende også i betragtning af, at vi i Danmark kun er omkring 1000 aktive udøvere. Når vi ser på de store lande med langt flere udøvere, klarer vi os godt, siger Claus Tobiasen.