Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 26. august

Den grænsesti, der blev anlagt i forbindelse med 100 års jubilæet for genforeningen, er blevet en stor succes. Masser af mennesker bruger stien, og der er rigtig mange, der overnatter i de shelters, der er bygget i forbindelse med grænsestien.

Det fortæller en af ophavsmændene til stien, Andreas L. Andreasen, og den 6. september bliver der en enestående mulighed for at besøge grænsestien og høre nogle af de mange historier, der hører grænsestien til.

Det er Lokalarkivet for Vester Vedsted Sogn, der arrangerer en guidet tur langs stien, og guiden er Andreas L. Andreasen. Fire personer stod bag ideen til stien, Andreas L. Andreasen, og på turen vil han bl.a. fortælle om, hvorfor de fire tog initiativ til etablering af stien.

– Det skyldes en historisk interesse og så det, at der var 100 års jubilæum for genforeningen. Da jubilæet fandt sted sidste år, var alt jo lukket på grund af corona, så åbningen af stien kunne ikke fejres. Derfor laver vi nogle ture langs med stien, fortæller Andreas L. Andreasen.

Han bor selv tæt på stiens start i V. Vedsted, og derfor kan han også følge med i, at både stien og shelters bliver flittigt benyttet.

Turen den 6. september starter klokken 13,00 ved Digehytten, og turen gennemføres i bil, for, som Andreas L. Andreasen fortæller, bliver det en lang tur, hvis man skal gå hele vejen.

– Alle er velkomne, men vi må nok forudse, at der kommer en del ældre, og derfor kører vi i egne biler, fortæller Andreas L. Andreasen.

Fra Digehytten går turen til Hviding, Høm, Stensbæk Plantage og Obbekærvej. Under vejs vil der blive mulighed for at høre de talende skygger, der bl.a. fortæller om, hvordan flygtninge blev hjulpet over grænsen.

– Og jeg tror ikke, vi når længere end til Obbekærvej, for så tror jeg, tiden er brugt. Men ellers kunne vi jo fortsætte til Kalvslund og videre, siger Andreas L. Andreasen.