Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 11. februar 2026
AH Industries a/s, den tidligere Ribe Maskinfabrik a/s, arbejder for tiden med planer om at opføre en ny, stor produktionshal på adressen Industrivej 15 i Ribe.
Den nye bygning skal have en størrelse på 3170 kvadratmeter, og den skal have en højde på 12,1 meter for at kunne håndtere de store stålelementer med en kran i loftet, der skal fremstilles i den nye hal.
Lokalplanen for området siger, at der kun må bygges i ni meters højde, men udvalget for plan, by- og lokalsamfund har netop sagt ja til at dispensere fra de gældende højdegrænser, så AH Industries a/s kan bygge op til 12,1 meter i området.
Formanden for udvalget for plan by- og lokalsamfund, Kurt Bjerrum (V), siger om dispensationen: -Det er et industriområde, og der er ingen naboer, der får væsentlige gener af byggeriet. Så et enigt udvalg har givet dispensationen.
AH Industries a/s i Ribe er ejet af Euro Steel a/s i Hedensted, som på deres hjemmeside skriver, at de er den største stålleverandør i Norden.
AH Industries i Ribe leverer flere produkter indenfor stålindustrien.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra AH Industries a/s i Ribe til det planlagte byggeri, idet det kun er hovedkontoret, der må udtale sig nemlig Euro Steel a/s. Flere henvendelser her til både via telefon og mail har ikke givet resultat.
Vi ville gerne spørge om, hvornår byggeriet starter, hvad der skal produceres og om det betyder flere arbejdspladser i lokalområdet.
AH Industries har flere adresser på Nørremarken i Ribe.









































































