Tekst Hasse Jørgensen, foto Medius Holsted, onsdag den 8. april 2026

Det bliver en erfaren mand, der afløser Klaus Kjældgaard Svendsen som daglig leder i Ribe Fritidscenter. Navnet er Preben Madsen, som i øvrigt er svoger til sin forgænger.

Preben Madsen kommer fra en stilling som centerleder i Medius Holsted, en pendant til Ribe Fritidscenter, og Preben Madsen tiltræder 1. maj. Klaus Kjældgaard Svendsen har som bekendt fået en stilling som leder af kulturcenteret i Skjern.

Preben Madsen er født og opvokset i Ribe, og han har – som så mange andre – brugt en stor del af sin barndom og ungdom i Ribe Fritidscenter ikke mindst som aktiv i Ribe Håndboldklub.

Preben Madsen er 59 år, har tre voksne børn og bor med kæresten i Tjæreborg. En stor fritidsinteresse er cykling med Team Rynkeby til fordel for kræftens bekæmpelse.

I sin tid i Ribe var Preben Madsen også brandmand i det daværende Ribe Brandvæsen.