Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 9. juni 2022
Kunstneren Lotte Lind, Sdr. Farup, har netop fået Carl Nielsen og Anne-Marie Carl Nielsens Legat, som er en af dansk kunsts store hædersbevisninger.
Prisen fik Lotte Lind sammen med ni andre kunstnere torsdag overrakt ved en festlighed i Den Fries bygning i København.
Lotte Lind er en mangesidet kunstner, der arbejder med flere forskellige udtryksformer som sten, fotografi og tekstil, der ofte sammenfattes til en installation.
Hun tager ofte udgangspunkt i kroppen, dens organer, mikrobiologi og det psykologiske i sine værker.
Modtagerne af Carl Nielsen og Anne-Marie Carl Nielsens Legat udvælges hvert år af fondens bestyrelse, og priserne tildeles som en særlig anerkendelse af det allerede udviste talent og som en opmuntring og hjælp til den enkelte kunstners fremtidige virke.
Lotte Lind er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2019 fra billedhuggerskolen. I efteråret 2019 havde hun en soloudstilling på Rum46 i Århus. Hun har trods sit korte kunstneriske virke en række udstillinger bag sig.
Carl Nielsen var, som de fleste ved, en anerkendt komponist, mens Anne-Marie Carl Nielsen slog igennem som billedhugger. Hun var gift med Carl Nielsen. En specialudstilling om Anne-Marie Carl Nielsen kan for tiden ses på Ribe Kunstmuseum.