Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, søndag den 6. juni

Kort tid efter den lokale kunstner Anita Falby Cleyton har afsluttet en succesfyldt udstilling på biblioteket i Ribe, åbner kunstneren nu en permanent udstilling på Skovly, der ikke ligger langt fra Anita Falby Cleytons bopæl i Seem Mejeriby.

Skovly er som bekendt et kursus- og eventsted, der byder på mange muligheder for ophold, kurser og fester, og som drives af Jørgen ”Jønne” Hansen.

Anita Falby Cleyton fortæller, at hun den 15. juni åbner en permanent udstilling på Skovly i stedets to fællesrum og entre. Desuden har hun dekoreret Skovlys ti hytter med fugleuroer lavet i papir til glæde for de gæster, der bor på stedet.

– For et par måneder siden gik jeg tur i det skønne skovområde ved Skovly med min hund. Her mødte jeg Jønne, som driver stedet. Vi faldt i snak, og han viste mig rundt på stedet. En aftale om permanent udstilling af mine malerier kom på plads.

Begejstret

– Jeg er meget begejstret, da det er en helt enestående mulighed for mig for at vise mine malerier frem. Jeg bor tæt på Skovly, og har ikke selv plads til min produktion i mit lille hus. Det er fantastisk for mig at kunne boltre mig på det mange hvide vægge på kursus og konferencecenteret. Det er nærmest som at få sit eget galleri. Jeg er meget glad og taknemmelig for ordningen. Jønne er glad, fordi der er kommet farve på væggene, og billederne hygger om stedets mange gæster. Det er winn winn for os begge, siger en begejstret Anita og fortsætter:

– Jeg synes selv, at udstillingen er blevet virkelig flot. Der er ældre såvel som helt nye malerier repræsenteret. Det er fantastisk at få malerierne samlet et sted, hvor de virkelig kommer til sin ret.

Anita Falby Cleyton fortæller, at også andre end Skovlys gæster kan få billederne at se. Hun kan kontaktes på falbe@gmail.com, eller på mobil 30439816 og åbner gerne stedet på et aftalt tidspunkt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kommer fra Fyn

Anita Falby Cleyton

Anita Falby Cleyton, der oprindeligt er fynbo, bor i dag i Seem Mejeriby med sin familie. Hun har siden sine helt unge dage været en passioneret billedkunstner, der ikke har holdt sig tilbage fra at eksperimentere med forskellige materialer og stilarter.

Selv fortæller hun, at en lang rejse gennem et kreativt univers har bragt hende frem til et udtryk, der spejler hendes fortolkning af naturens former, farver og lys.

Anita Falby Cleyton elsker naturen ved Vadehavet, i skovene og på de åbne heder, og mange af hendes naturalistiske billeder udmærker sig ud over sans for naturen ved en sammensætning af sarte farver i en flot harmoni. Desuden holder hun også af at fabulere.

Anita Falby Cleyton er uddannet håndarbejdslærer og skolelærer og har i mange år undervist børn, unge og voksne i kreative fag. I dag arbejder hun som lærer i Outrup.

Tre år i Berlin

Som kunstner har Anita Falby Cleyton selv gået på flere forskellige kunstskoler, opholdt sig tre år i Berlin og haft mange udstillinger i kunstforeninger, på cafeer og skoler i ind- og udland samt opgaver med udsmykning. Hun arbejder frit og eksperimentelt med udtryksformer som akrylmaleri, tegning, akvarel, tekstil og keramik.

Anita Falbe Cleyton optog maleriet igen for et års tid siden efter en længere pause, hvor tiden gik med flytning, efteruddannelse, skoleundervisning samt fremstilling af dukker og scenografi til dukketeater.

Rævens hule