Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, 20. august 2025
Hold da så op for en fest!
Onsdag eftermiddag løb årets Ribelund Festival af stablen i de smukke omgivelser bag ved det gamle institutionsområde. Her blev livsglæden sluppet løs og musikglæden dyrket til det optimale, og det var ikke mindre end 29. gang, festivalen blev afholdt
Arrangør og dagens konferencier, Johny Gammelgaard Jensen, var en glad mand, da Ryk Ind mødte ham på festivalpladsen, der udover at passe sit hverv fik tid til at gå rundt og indsnuse den dejlige atmosfære blandt det feststemte publikum.
“Det bliver ikke bedre,” udbrød Johny glad, inden han skulle videre rundt og snakke og hilse.
En stor del af det økonomiske grundlag for festivalen står borgerne og personalet selv for. Allerede i marts-april begynder arbejdet med at fremstille varer til boder som Tombolaen og Western Byen. Det er en lang og givende proces for borgere og personale, der kulminerer, når alt går op i en højere enhed med masser af købe- og aktivitetslystne gæster i boderne på festivaldagen.
“Det er virkelig en livgivende og positiv arbejdsproces, der fører op til selve dagen, den del er også blevet en kær tradition,” fortæller Ulla og Ane.
De havde dog også et lille hjertesuk:
De kunne godt tænke sig , at sponsorerne, som er nødvendige for festivalens beståen, ville se lidt mere til deres side. “Vi har mødt positiv modstand nogle steder og blevet modtaget godt alle steder,” siger Ane, der har fuld forståelse for, at byens virksomheder og forretninger får enormt mange forespørgsler om sponsorater og i sagens natur ikke kan yde til alle, der spørger. “Det ville betyde meget, hvis man kunne se lidt mere til vores side,” smiler Ane.
Ribelund Festival 2025 bød på et alsidigt program på to scener, hvor DJ Rechnagel på den lille scene med sikker hånd og til stor gensynsglæde styrede sit show godt hjulpet af mange gæster, men dagens absolutte højdepunkt var, da Kandis gik på den store scene kl. 16:45.
Allerede en halv time inden, var der tætbefolket med forventningsfulde festivalgæster langs afskærmningen mod scenen. På klokkeslettet startede bandet, og der blev danset og skrålet med fra første akkordanslag. Det hele kulminerede, da forsangeren, Johnny Hansen, inviterede publikummer på scenen. Efter få minutter forsvandt bandet af syne, og dansende, hujende og syngende festivalgæster overtog for en stund showet afsluttende med Johnny Hansen i midten til både fællessang og dans. Ikke mindre end et fantastisk skue, der flot indrammede dagens succes.
Lige inden Kandis skulle på, fik Ryk Ind et par ord fra Johnny Hansen, der fortalte, hvilken glæde det var for bandet at være på Ribelund Festival:
“Vi var her første gang i 2004, og har med få undtagelser været der hvert år siden.” “Det er en dejlig, lille festival med omkring 1000 gæster,
og efterhånden kender vi mange hernede i Ribe, da det er mange gengangere, der kommer op på scenen til os, og det er absolut en af højdepunkterne hvert år.”
“Et år var der så mange oppe hos os, at jeg på et tidspunkt mistede den visuelle kontakt til bandet,” griner Johnny. “Et af vores ambitioner er, at være i øjenhøjde med vores publikum, og vi gør alt for at tilpasse musik og show til vores glade gæster her i Ribe,” slutter forsangeren med et lunt smil.