Tekst, Foto & Collager: Johnny Tauman
28. oktober 2023
Kører du gennem Egebæk-Hviding, har du måske på onsdage lagt mærke til en rød stol, en blå kagedåse og en madamblå spand med Dannebrogsflag samt skiltet RETRO – VINTAGE – LOPPER. Det er Liselotte Muusmann, som driver sin butik med GULDFUND, som forsøger at få interesserede købere på besøg i den butik, som for mange år siden rummede et Brød- og mælkeudsalg.
Er kommet hjem
– Ringen er sluttet, siger Liselotte til RYK IND RIBE og fortæller historien om, at hun faktisk har boet i huset på Ribevej 22 som barn – og at hun for fire år siden købte sit barndomshjem for at drive en RETRO-butik. Liselotte er født på hjørnet af V. Vedsted Vej og Ribevej. Fra 5 års alderen var hun senere bosiddende i Ribe i Sønderportsgade, inden hun efter skoletiden tog en uddannelse som tandteknikker fra Grindsted / Kolding. Det blev dog en pædagoguddannelse som kom til at fylde det meste af arbejdslivet – 35 år som hjemmevejleder / voksenstøtte i Ribe / Esbjerg Kommune.

Liselotte nyder at finde effekter til sin butik
Fælles butik i Ribe
Og hvordan kom RETRO så ind på din livsbane? – For ca. 4 år siden fandt jeg sammen med Hanne Mette, som laver glas kunst. Vi startede en ” Pop up” butik i Grydergade, der blev døbt “Glaskunst og Guldfund”. Vi havde butikken i ca. 3 måneder. I den periode blev jeg fascineret af, hvilke muligheder og værdier, der følger med at arbejde med RETRO, siger Liselotte med et smil.
Møder mange mennesker
Når snakken går på butikken, så er der særlig en oplevelse, som gang på gang løfter humøret. – Mange kunder fortæller, hvordan deres tanker flyver tilbage til barndommen, forældre og bedsteforældre, når de ser mange af de ting, jeg har i butikken. Jeg møder og taler med mange forskellige mennesker. Det er utroligt givende!

Hesten betyder rigtig meget, men er til salg
Reklamerer ikke
Dagene er meget forskellige. Det er alt efter årstiden. Regner det, så kommer der ofte ikke nogen ind. – Jeg oplever dage med lokale kunder. Men også dage med mange forskellige nationaliteter, forklarer Liselotte, der ikke bruger penge eller tid på at reklamere – hverken på Facebook eller Instagram som mange andre.
Hun har igen i år har haft besøg af 5 forskellige tyske familier, der planlægger besøget i Danmark med et besøg i Retrobutikken på Ribevej 22..- Det varmer langt ind i hjertet, siger Liselotte, der som udgangspunkt kun har åbent 4 timer om ugen, – hver onsdag. I ferieperioder og på helligdage ofte lidt mere.

Noget for enhver smag
Rigtig MANGE ting
RYK IND RIBE brugte nogen tid på at jagte forskellige varegrupper – og der er tilstrækkeligt for enhver smag. Liselotte er dog mere kontant i sin melding: – Jeg har rigtig MANGE ting i butikken og kan godt mærke på kunderne, at nogle synes, det er et plus – og andre et minus. Når det er sagt, så er mit udgangspunkt kun effekter, jeg selv kan lide – fx mine køb fundet på bagagerums markeder.

Mange kunder kom igen og igen
Og så en lille krølle: – Der kommer somme tider private mennesker ind i butikken, og spørger, om jeg er interesseret i at købe nogle ting. Det er flere gange endt med, at vi har byttet ting, så der ikke har været penge involveret. Det er sjovt.
TAK FOR BESØGET