Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 7. februar 2023
– Det var et mareridt. Og noget af det værste var den magtesløshed, jeg følte. Jeg kunne ikke gøre noget som helst. Håndværkere, skadedyrsbekæmpere og andre fagfolk gik her. Men jeg kunne intet gøre.
Indehaveren af Cafe Quedens, Lise Frederiksen, var tæt på at give op under den månedlange lukning, cafeen har været igennem på grund af skadedyr.
Men nu lysner det, og det kan tydeligt ses på Lise Frederiksens smil denne tirsdag, hvor jeg møder hende i cafeen. Der er nemlig ikke længere spor af skadedyr, og på lørdag åbner cafeen igen.
– Vi skal lige have gjort det hele grundigt rent og malet gulvet. Så er vi klar, siger Lise mens det pludseligt ”vælter” ind med både damer og mænd, der er klare til at give en hjælpende hånd med det kolossale oprydnings- og rengøringsarbejde, der forestår.
– Men sådan er det jo i Ribe. Her hjælper man hinanden, og jeg er dybt taknemmelig for hjælpen, lyder det fra cafeejeren.
Hun kan fortælle om, hvordan hele det store bygningskompleks, der ejes af Sydvestjyske Museer, nu er gennemgået fra kælder til kvist. Samtlige kloakrør er fotograferet med tv, og de huller, der har været, er lukket. Der er lavet tre brønde, hvor der er sat rottespærrer op, og der er gjort, hvad der overhovedet er muligt, for at hindre rotterne i igen at trænge ind i bygningen.
– Og så må man sige, at vi trods alt har været heldige. Det er første gang i de 31 år, jeg har haft cafeen, at vi har haft skadedyr, og når det nu skulle være, så var det det bedste tidspunkt på året, at det skete. Men selv om januar og februar traditionelt er stille måneder, er der stadig mennesker i byen, så vi er gået glip af en god omsætning, siger Lise Frederiksen, der også peger på, at rotteplagen kom lige oven på corona og en periode med store prisstigninger.
– I efteråret efter genåbningen af koronaen gik det rigtigt godt, og vi glædede os over, at vi nu var kommet godt i gang igen. Men så kom prisstigningerne på de varer, vi bruger, og som medførte, at vi var nødt til at sætte priserne op.
– Og så kom skadedyrene. Vi vidste ikke, hvor længe lukningen ville vare, og på et tidspunkt var jeg nødt til at sige til mit personale, at hvis de kunne, skulle de finde et andet arbejde. Der er heldigvis ingen, der har forladt cafeen, og det er jeg meget glad for. Det er dejligt, at vi kan genåbne med det ”gamle” hold, lyder det fra Lise Frederiksen, der nu ser frem til lørdag, hvor hun igen kan byde kunderne velkommen.