Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 23. november
Tiden op til jul byder på mange traditioner, og en af de virkelig gode er, når kunstnerne Lis Andersen og Ole Videbæk indbyder til åbent værksted i deres lokaler yderst på Tangevej.
I år er der åbent denne weekend netop som traditionen byder. For det er altid weekenden før juletræet i Ribe tændes og julemanden vækkes med alle de aktiviteter, det medfører.
I år er det åbne hus dog anderledes, idet det kun er Lis Andersen, der udstiller. Ole Videbæk har haft så travlt med udsmykningsopgaver, at han ikke har haft tid til at lave noget nyt til det åbne hus.
Lis Andersen præsenterer til gengæld sin traditionelle skulpturkalender på en anderledes måde end tidligere år. De 24 skulpturer præsenteres nemlig på en fritstående reol, så skulpturerne kan ses både forfra og bagfra – hvis man ellers kan tale om en forside og en bagside i den forbindelse. For Lis Andersens skulpturer tager sig lige godt ud set fr alle sider.
Hendes sans for former, farver og materialer fornægter sig ikke. Der er en fantastisk harmoni og ro over hendes skulpturer, selv om de er lavet i rustikke materialer.
Der er i øvrigt lavet en meget dekorativ plakat med Lis Andersens kalenderskulpturer. Plakaten kan købes for 100 kroner eller 50 kroner alt efter størrelse.











































































