Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, lørdag den 7. februar 2026

I dag er der butiksåbning på Nederdammen 32 i gågaden i Ribe, hvor der før lå Maude – Retro og Vintage.
Det er en butik med blandt andet dansk kvalitetsbrugskunst, interiør og egne produkter, som stoftasker fremstillet i samarbejde med arbejdsgruppen fra Sct. Peder Butik og café.
Butikken hedder Lille Hygge, og indehaveren og skaberen er den 44-årige Kerstin Anglmayer-Kempf, kaldet Kiki.

Kiki kommer fra en lille by mellem Berlin og Hamburg. Hun er oprindelig uddannet optiker. Hun mødte sin danske mand Frantz i Hamburg i 2014, hvor han havde boet der i en årrække og arbejdede som tatovør i sin fars forretning. Kikis første tatovering blev startskuddet til bryllup i 2017.

Siden har Frantz etableret sig som tatovør i Ribe ved Old Town Tattoo på hjørnet af Dagmarsgade og Sortebrødregade. Kiki var i mellemtiden faldet for konceptet hos Det Gamle Apotek og den danske hygge og fik ideen til at starte sin egen forretning.

Kiki fortæller, at interessen for at arbejde med brugskunst og interiør stammer fra hendes mor, der har en forretning i Tyskland, og efter 25 år som optiker ville hun følge sit hjerte og arbejde med det, hun holder så meget af.

Udover brugskunst er der også luksusvarer fra Bolsjeriet Skagen, Kogeriet Bornholm og chokolader fra Anker. Men også et udvalg af helsete mod forkølelse og andre varianter af te, der er gode for krop og sjæl. Krystaller og flere slags organisk sæbe er også at finde i den nye butik, der markerede åbningen med at byde kunder ind til smagsprøver af forskellig art.