Tekst og foto: Renè Jørgensen
25. juni 2020.

Borgmesteren åbnede den nye LIDL butik

– Tak til LIDL for invitationen til en god start på dagen, når vi om lidt indvier en helt ny LIDL-butik i Ribe.
Beliggenheden er jo helt unik her i det nye Jernindustri-kvarter, sagde borgmester Jesper Frost Rasmussen som indledning på sin indvielsestale..
Det har været spændende at følge denne proces, hvor et industriområde med rødder tilbage til 1847 omdannes til et moderne kvarter bestående af både butikker og boliger. Heldigvis har vi haft en god rettesnor i form af den helhedsplan, som gjorde, at Tegnestuen Vandkunsten og underrådgivere vandt den udbudte konkurrence. Siden er konkurrencen blevet til konkrete bestemmelser i en lokalplan, som vi i byrådet godkendte sidste år, lød det fra borgmesteren, der også lykønskede temaet i butikken med den nye flotte arbejdsplads. Borgmesteren sluttede talen af med følgende: – Jeg krydser for, at mange kunder finder vej til jer.

Efter velkomsttalen af butikschef Jacob Forum Mandau og borgmesterens åbningstale, blev de mange fremmødte vist ind i butikken, hvor et smilende personale tog godt i mod kunderne.

Vittenbergskolens 7.c havde flere unge på plads i butikken, og vil de næste tre dage arbejde i hold. Klassen har nemlig lavet en aftale med Kristoffer Stimpel  fra LIDL om at hjælpe til med praktisk arbejde, og som belønning kommer pengene i klassekassen. Beløbet vil nok blive brugt på en udflugt, lejrskole eller en anden spændende aktivitet.

To vagter fra et vagtselskab sørgede for, at reglerne med antal og afstand blev overholdt. Selv om der var mange kunder, var der ingen problemer med pladsen. Butikken har en fin indretning med brede gange – og maksimumtallet er 250 personer ad gangen.

Ved køledisken mødte RYK IND RIBE Helle Mærsk Andersen fra Egebæk, som synes godt om butikken. Helle kender butikkens koncept fra butikkerne i Haderslev, Grindsted og Esbjerg.

Åbningen forløb fint, og som vi skrev i går, blev der arbejdet på at blive færdig med butikken frem til kl. 01.30 i nat. Selv om det nok ikke er blevet til megen søvn for LIDLs medarbejdere, kunne det ikke mærkes, og alle kunderne blev mødt af et hjælpsom og smilende personale.

7c fra Vittenbergskolen hjælper til i butikken.  Karl, Victor og Isabella var blandt de første fra klassen der var mødt på arbejde.

Vagterne havde styr på hvor mange der var i butikken.Det duftede dejligt af friskbagt brød. Med den varme vi i øjeblikket har, kan det være en god idé med lidt læskedrikke, og dem var der gode tilbud på.

 

Helle Mærsk Andersen (th) fra Egebæk kender LIDL, så hun er glad for Ribe har fået butikken til byen.