Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag d. 5. december
Der blev taget hul på et nyt afsnit i Ribes gamle og spændende historie denne råkolde torsdag, da de første officielle spadestik blev taget til nye bydel, der de kommende år vil vokse op på jernstøberiets gamle grund.
Første del af den nye bydel bliver Lidls nye forretning. Dagligvarekæden bygger 1800 kvadratmeter ud mod Saltgade, og ejendomschef Christoffer Stinpel fortæller, at den planlagte trappe ned mod åen er droppet efter ønske fra kommunen. I øvrigt er der gjort meget for at indpasse byggeriet i Ribes arkitektur. Der bygges således i røde sten og med rødt tegltag. Ud mod Saltgade bliver der et glasparti, og skiltningen vil også være tilpasset de krav og normer, der er i Ribe.
Af de 1800 kvadratmeter bliver de 1000 selve salgsarealet mens resten bliver lager, kontor og lignende.
Byggeriet ventes færdig til sommer.
– Mere præcist kan vi ikke sige det nu, for det er en lidt vanskelig grund at bygge på. I øjeblikket er vi ved at fundere ved at ramme cementpæle ned i jorden. Det arbejder giver en del larm, og vi har fotograferet alle nabohuse for at sikre os dokumentation ved eventuelle skader. Men vi er m.h.t. funderingen ovre det værste, og til jul er den del af arbejdet helt færdigt, siger Christoffer Stinpel.
Vi kan føje til, at funderingspælene går 13 meter ned i jorden, og de slås ned af en stor maskine med et tryk på syv tons.
Christoffer Stinpel fortæller videre, at man i løbet af foråret mere præcist kan sige, hvornår åbningen af den nye butik finder sted. – Men det bedste bud nu er til sommer, og det passer fint, når turisterne er i Ribe.
Om baggrunden for, at Lidl har ønsket at komme til Ribe, siger ejendomschefen: – Ribe er Nordens ældste by med et rigtig godt befolkningsgrundlag og et stort opland.
– Men der er jo mange dagligvareforretninger i forvejen?
– Det er rigtigt, men kunderne synes godt om det, vi kan, og vi kan give et mere varieret udbud.
Lidl er tysk ejet og har i dag over 11.000 butikker i hele Europa.