Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, søndag den 22. marts 2026

To Liberal Alliance-politikere med rødder i Ribe – Henrik Dahl og Carl Andersen – har besøgt Riberhus Privatskole for at se nærmere på en af de lokale fri- og privatskoler.

Carl Andersen overtog Henrik Dahls folketingsmandat, da sidstnævnte blev valgt til Europa-Parlamentet i 2024, hvor Dahl fortsat er medlem. Begge er tidligere elever fra Ribe Katedralskole og deler en stærk interesse for uddannelsespolitik.

Under besøget fik de en rundvisning og en snak med skoleleder Gitte Quitzau, der fortalte om skolens rivende udvikling siden starten – men også om de politiske udfordringer som de private skoler stadig finder udfordrende i hverdagen.

– Riberhus Privatskole viser styrken ved fri- og privatskolerne. De giver familierne et reelt alternativ med høj faglighed og stærke sociale fællesskaber, siger Carl Andersen (LA).

Selv om Andersen ikke selv har gået på privatskole, kæmper han for en højere koblingsprocent, så flere forældre får økonomisk mulighed for at vælge en fri skole frem for folkeskolen.

Henrik Dahl går skridtet videre: – De frie skoler er en hjørnesten i vores demokrati. Staten hviler på myndige borgere, der frivilligt overlader magt til fællesskabet. Men hvis staten samtidig har monopol på at forme og uddanne borgerne, bliver dens legitimitet svækket.

Begge politikere konkluderede efter besøget at Riberhus Privatskole er et eksempel på, at det frie skolevalg kan fungere i praksis – også uden for de store byer.