Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 27. marts 2026

Har du overskud, omsorg og lyst til at gøre en forskel for et barn? Så inviterer Familieplejen i Esbjerg, Varde og Vejen Kommuner til åbent hus om livet som plejefamilie.

Arrangementet finder sted lørdag den 11. april 2026 kl. 10-12 i Bramming Kultur- & Fritidscenter, Idræts Allé 10, 6740 Bramming.

Her kan interesserede møde nuværende plejefamilier og unge, der har været anbragt i pleje, og høre deres personlige historier om, hvad det vil sige at åbne sit hjem for et barn – enten i fuld tid eller som aflastning. Desuden deltager Socialtilsyn Syd, der kan fortælle om, hvad det kræver at blive godkendt som plejefamilie.

– Det giver så meget igen. Man bliver en vigtig voksen i et barns liv og kan virkelig mærke, at man gør en forskel, fortæller en af Esbjerg Kommunes plejefamilier i en film om livet som plejefamilie.

Kig forbi

Der er i dag stor efterspørgsel på nye plejefamilier i området. Derfor er de tre kommuner gået sammen om endnu et åbent hus-arrangement, i håbet om, at endnu flere vil overveje, om deres hjem kan blive en tryg base for et barn.

– Vi ved, hvor stor en forskel en plejefamilie kan gøre for et barn. Derfor håber vi, at flere vil komme og høre om mulighederne – for der er brug for flere trygge voksne, der kan åbne deres hjem og hjerte, siger Ina Skov Christesen, leder af Familieplejen i Esbjerg Kommune.

Ina Skov Christesen håber, at mange vil komme og høre om mulighederne:

– Vi er hele tiden på udkig efter trygge voksne, der har overskud til at gøre en forskel i et barns liv, så selvfølgelig håber vi at se rigtig mange til åbent hus-arrangementet i Bramming den 11. april.

Til arrangementet kan man få svar på alle sine spørgsmål ved at tale med tidligere anbragte, plejefamilier, repræsentanter fra de tre deltagende kommuner og Socialtilsyn Syd. Herigennem kan man blive klogere på både opgaven, støtten fra kommunen og hverdagen som enten pleje- eller støtteopholdsfamilie.

Budskabet er enkelt: Dit hjem kan blive et barns trygge base – og din indsats kan ændre et liv.

Yderligere information og inspiration kan findes på: www.esbjerg.dk/plejefamilie