Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 9. april 2026
Ingen personer kom noget til, men en lejlighed udbrændte og flere andre lejligheder blev fyldt med røg, da der udbrød brand i en boinstitution Midgårdshus på Kastanie Alle i Ribe.
Ilden opstod kort før middag og bredte sig hurtigt til hele lejligheden. Indsatsleder Kjeld Tauman, Sydvestjysk Brandvæsen, Ribe, roser personalet på stedet for at handle helt rigtigt og meget hurtigt.
– Personalet fik hurtigt beboerne ud af de berørte lejligheder og fik dem bragt i sikkerhed, sagde indsatslederen en lille times tid efter brandens opståen.
På det tidspunkt havde brandmændene fået slukket ilden i lejligheden, ligesom de med store ventilatorer sørgede for, at røgen fra branden kom ud af de lejligheder, hvor der ikke har været ild. Brandvæsnet sendte flere røgdykkere ind i den brændende lejlighed for at få ilden bekæmpet.









































































