Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. december 2021

I Løbet af 2021 har der været arbejdet med mulighederne for at få en større legeplads i Vilslev.
Der er fortsat stor interesse for legeplads(er) i sognet, så tankerne er bestemt ikke opgivet, selvom det trækker lidt i langdrag.

– Status p.t. er, at der er oprettet et Lejeboligudvalg under borgerforeningen, som arbejder på at etablere lejeboliger på en del af den tidligere skolegrund, fortæller Ole Witte Madsen, der mener, at der er plads til både lejeboliger og legeplads på grunden, hvis alt falder på plads.

Hvem skal i givet fald oprette legeplads?

Lejeboligudvalget er i gang med at kontakte boligforeninger for at høre, om nogle kunne være interesseret i at opføre lejeboliger på grunden. – Når der er valgt en boligforening, skal vi finde ud af, om boligforeningen selv opretter en (offentlig tilgængelig) legeplads, eller om vi i Legepladsudvalget skal oprette en legeplads, siger Ole Witte Madsen til RYK IND RIBE, og tilføjer: – Else Maria Olesen er kontakt til Lejeboligudvalget.

Park udskiftet med mindre legeplads

Uanset, hvordan legepladsen på den tidligere skolegrund kommer til at se ud, er projektet blevet meget mindre, end der blev lagt op til først på året. Visionerne om en decideret park er udskiftet med en legeplads – formodentlig for børn fra 0-12 år.

Ole Witte Madsen er “leverandør” til en legeplads (arkivfoto)

Mulighed ved Åhuset

– I Legepladsudvalget har vi også talt om at få oprettet en lille legeplads ved Åhuset, og vi venter på tilbagemelding fra Kongeådal Sports Forening (KSF), der skal sige god for projektet, fortæller Ole Witte Madsen og gør opmærksom på, at Hans Christian (HC) Debel er kontakt mellem Legepladsudvalget og KSF, som han sidder i bestyrelsen hos.
Således er status, at der er to mindre legepladsprojekter i spil, og Legepladsudvalget afventer at høre, om hvilken løsning, der kan lade sig gøre.

Gammel  badebro og hytter

Ole Witte Madsen peger på, at der fortsat desuden arbejdes på restaurering af badebro og de små hytter bagerst på skolegrunden ned til Kongeåen. – Tanken er, at området skal være et fristed for de unge, men der er som det fremgår mange ender, der skal nå sammen, siger Ole Witte Madsen. Her er Carsten Lønne tovholder på projektet, og han er også med i Legepladsudvalget.