Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 14. december 2021
En æra er slut i Ribe, når den sidste ret er sendt fra køkkenet ind i restaurationen og Lene Schmidt den 23. december drejer nøglen til restauration Backhaus.
Efter forgæves at have søgt at sælge restaurationen, har Lene Schmidt valgt at lukke stedet.
– Det er vemodigt, men jeg er helt afklaret med det. Jeg er fyldt 60 år, og jeg vil ikke slide mig selv om ved at blive ved her. Jeg har forsøgt at sælge stedet, men det er ikke lykkedes. Jeg kan jo håbe på, at der kommer en køber i sidste øjeblik, når det nu bliver kendt, at stedet lukker, siger Lene Schmidt.
Hun har været ansat i 24 år på stedet først sammen med Britta Ehmsen, hvor Lene og Britta var sammen om driften. Efter Brittas død den 25. december 2020 genåbnede Lene Schmidt restauration Backhaus og har siden drevet det alene.
– Og det er hårdt. Jeg har stået med alle beslutninger selv, hvor vi før var to om at træffe dem, og det kan jeg ikke mere, siger Lene Schmidt.
– Hvad så efter den 23. december?
– Vi afvikler lidt ferie, men fra 1. januar er personalet og jeg sagt op. Jeg havde jo håbet, en køber ville overtage stedet og personalet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave. Det er første gang i mit liv, jeg bliver arbejdsløs, men jeg finder nok noget. Jeg vil ikke være bestyrer, men jeg vil godt være lønmodtager, lyder det fra Lene Schmidt.
Restauration Backhaus er kendt som et rigtig godt madsted, og gennem årene er der afviklet utroligt mange fester og sammenkomster dels i restaurationen og dels i selskabslokalerne på første sal.
Ud over restaurationen rummer Backhaus også hotelværelser med i alt seks senge.
Backhaus historie går helt tilbage til da August Johan Georg Backhaus i 1854 slog sig ned i Ribe som konditor med egen forretning i Sortebrødregade. Han købte i 1856 Grydergade 12 for 2100 rigsdaler og flyttede forretningen hertil. Allerede i 1886 blev pladsen i det lille bageri dog for trang, og grunden bag ved bageriet blev tilkøbt.
Senere udviklede forretningen sig, og hvornår den blev til egentlig restauration, fortaber sig i det uvisse. Backhaus opstod bl.a. på et tidspunkt som Palmehave og i starten af 50’erne var der en mindre zoologisk have bag hovedbygningen ud mod parkeringspladsen.
Hvad der nu skal ske med stedet, er uvist. Ejeren af bygningen Karem Das har tidligere sagt, at han meget gerne så, at stedet fortsatte i den ånd, som det har været drevet igennem de seneste år.









































































