Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 27. august 2026
Kongeåhallen har som tidligere omtalt fået ny ledelse. Brian Kulmbach har overtaget stillingen som halinspektør efter Erik Knudsen. Det blev torsdag sidst på eftermiddagen markeret med en reception i hallen, hvor masser af mennesker var mødt op for at sige tak til den tidligere halbestyrer og god dag til den nye.
Brian Kulmbach er særdeles godt kendt i lokalområdet, hvor han gennem mange år har deltaget aktivt i det lokale foreningsliv.
Brian Kulmbach fortalte, at der ikke umiddelbart sker store revolutioner i hallen: – Vi har givet cafeen et nyt navn. Den hedder nu Kongeåhallens Cafe og Sportsbar, siger Brian Kulmbach, der dog også løfter sløret for, at Kongeåhallen trænger til en renovering: – Men det er noget, bestyrelsen arbejder på, lyder det fra Brian.
Jørgen Lassen fra bestyrelsen takkede den tidligere inspektør, Erik og hans hustru, Birthe, for deres indsats og ønskede dem al mulig held fremover.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Brian fik en værktøjstaske, som han må supplere efter behov.
Jørgen Lassen overrakte også en værktøjstaske til Brian, der bl.a. indeholdt en sherifstjerne: – den må du bære, for nu er det dig, der har ansvaret, lød det.
Ud over det opfordrede Jørgen Lassen også Brian til at supplere værktøjskassen med de værktøjer, han får brug for i tidens løb.
Og derefter var der hyggeligt samvær med et hjerteligt farvel til den afgående inspektør og et lige så hjerteligt god dag til den nye.

Fra venstre Brian, Jørgen, Erik og formand Jan Puggard Nielsen samt Birthe.








































































