Tekst Hasse Jørgensen. Foto: Privat. Onsdag den 3. okt.
Brandfolk fra Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe kom på et par timers arbejde natten til onsdag, da en lastbil lækkede omkring 200 liter dieselolie på Industrivej.
Under kørsel på vejen ramte lastbilens ene hjul et kloakdæksel. Det vippede op så uheldigt, at det slog hul på lastbilens tank, og omkring 200 liter dieselolie løb ud.
Chaufføren alarmerede omgående SVJB, og det lykkedes brandfolkene ved hjælp af nogle øser at få det meste af dieselolien samlet op i tønder. Efterfølgende skulle vejen vaskes for resterne af dieselolie, så den ikke var glat.
Indsatsleder Jan Christiansen sørgede for, at kommunens folk kom ud og fik sat advarselsskilte op, da der var frygt for, at andre kloakdæksler også kunne tippe op og skade andre biler.
At uheldet i det hele taget kunne ske, hænger sammen med, at Industrivej i øjeblikket er under reparation.










































































