Tekst, Foto og Collager: Johnny Tauman
3. december 2024
(Anden artikel af II)
Lars har stor viden om Ribes udfordringer med vandstanden i Ribe Vesterå. Han sad blandt i en styregruppe, der udgav et debatoplæg Ribe å – Ribe by (3. udgave fra 1999). Det var et debatoplæg om Kultur- og naturhistorisk genopretning.
Gruppen bestod af:
Stig Jensen – arkivar
Thyge Jensen – museumspædagog
Finn Silber – sportsfiskerne
Bjarne Kiholm – sejlerne / naturfredning
Lars Hammer – arkitekt /sejler / fisker

Gruppe foreslog – i 99 – omvendte porte som en mulighed til at redde vanddybden i åen – men intet er sket!
Forskellige forslag
Allerede dengang var der fokus på løsningsmuligheder. Tilskyndet af bl.a. Ribe Sejlklub og Ribe Sportsfiskerforening forsøgte Ribe Kommune ved at åbne skodderne i sluseportene under højvande at hæve vandstanden i Ribe Vesterå. Det forlyder, at det ikke gav det forventede resultat (Amtet).
Der blev også peget på (igen) at forsyne Kammerslusen med et sæt omvendte sluseporte, der kunne lukkes ved lavvande for at ”holde på vandet”.
Endnu et forslag handlede om at åbne åslyngerne.
Regionsplaner
På Amtsgården var Lars involveret i Regionsplaner: – Det var et stort foretagende, hvor der var 8-9 arkitekter på det tidspunkt, hvor vi var flest.
Smukke plakater
Lars havde blik for farver og enkelhed i sine produktioner – og skabte mange flotte plakater / forsider til publikationer. – Hvis du ser rundt i min stue, så har jeg lavet alle disse plakater, kommer det med en vis stolthed i stemmen. Og RYK IND RIBEs medarbejder er begejstret over kvaliteten: – Hold da op, Lars!
Han peger efterfølgende på en række inspirerende publikationer med kortmateriale, der ligger på et ældre chatol og siger: – Dem må vi lige se nærmere på ved næste besøg.
Også i fritiden af mange haft glæde af Lars´ evner til at skabe publikationer. Han fremviser et smukt eksemplar fra Ribe Sejlklubs 100 års jubilæum.
Mange samarbejdspartnere
Han nævner lige en gruppe personer, som har haft stor betydning for ham. Det var amtsarkitekt Jesper Termansen med bopæl i Fiskergade, arkitekt Ole Munk, Ribe Kommune, arkæolog Stig Jensen og Lars, der også var arkitekt. Fra sin arbejdsplads på amtet nævnes endvidere Ove Detlevsen, Ove Kann og Finn Heintzelmann. – Det var nu en god arbejdsplads, siger Lars Hammer – og kikker igen ned i en af scrapbøgerne.
Fiskeri i mange lande
– Inden vi slutter, skal du lige høre kort om begejstringen for at fiske! Lars nævner i den forbindelse om ture til Sverige, Norge og Grønland – og nævner videre: – I 92 gik turen endda til Sibirien – fiskeri nord for Japan – på Kamtjatka halvøen. Og så vidt jeg husker, var det Fjeldørreder, der kom på krogen ved Grønland. Men det må vi tage en anden god gang.
Lokalt deltog Lars i mange lokale fisketure og arrangementer med gode retter. Ove Detlevsen har leveret disse billeder, som til venstre viser Peter Carlsson og Lars Hammer nyde en god frokost. Billedet fra stranden stammer fra Børsmose Strand 13. april 2016. Ove skriver: – I dag prøvede vi pigvarfiskeriet (uden held). Min gamle ven og kollega Lars Hammer står i brændingen – masser af frisk luft – varme kinder og kolde fødder….
Tak for snakken!

TIR-RO trænger til en overhaling, inden den måske igen kan blive den mest fotograferede båd – den savnes på Skibbroen