eTekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 4. januar 2025

De store udfordringer, de danske beredskaber står overfor på grund af den usikkerhed, der hersker både nationalt og internationalt, blev også berørt kraftigt på Sydvestjysk Brandvæsens nytårsparole fredag aften i Ribe.

En usikkerhed, der udmønter sig både i den ufred landene i mellem, der hersker globalt, og de klimamæssige udfordringer, som Danmark også står overfor,

Udfordringer, der kræver en stor indsats af de personer, der danner grundstammen i beredskaberne. Et eksempel på en af de personer er brandmand Lars Andersen, der fredag aften af formanden for Ribe Brandmandsforening, Søren Christensen, blev udpeget som årets brandmand for 2024.

Titlen årets brandmand tildeles en brandmand, der yder en ekstra indsats for brandvæsenet, brandmandsforeningen og som sidst, men ikke mindst, er en god kollega.

Stationsleder på stationen i Ribe, viceberedskabschef Kjeld Tauman, kunne under nytårsparolen fortælle, at han er fratrådt stillingen som stationsleder i Ribe ved årsskiftet for at hellige sig posten som viceberedskabschef. Ny stationsleder er formand for Ribe Brandmandsforening, Søren Christensen.

Det var ikke mindst beredskabschef Jens Mølgaard, der kom ind på de udfordringer, beredskaberne både lokalt og nationalt står overfor.

Han omtalte bl.a. med tak den udvidelse af det lokale beredskab, som de tre kommuner bag, Fanø, Esbjerg og Varde, har gennemført, men ærgrede sig over, at de landsdækkende forhandlinger om en beredskabslov før jul blev sat på pause indtil efter nytår:

– Det er jo ærgerligt. Men omvendt håber jeg, det er udtryk for, at det er fordi det politisk er erkendt, at med de udfordringer, vi nationalt står i på beredskabsområdet, er det nødvendigt at kigge hele vejen rundt og på det samlede beredskab på tværs af stat og kommuner. At kigge på, hvad der trænger sig på i dansk primærberedskab og kigge på, hvad der trænger sig på i dansk assistanceberedskab.  Både hvad angår daglige udfordringer omkring komplekst byggeri, grøn omstilling og industri og på klimaområdet.  Men også på nutidens sikkerhedspolitiske udfordringer, som dansk beredskab bør være gearet til at håndtere, sagde Jens Mølgaard bl.a.

Du kan læse meget mere om brandvæsnet nytårsparole på hjemmesiden Ribe Brandvæsen ved at klikke herhttp://www.ribebrandvæsen.dk