
Et smukt gravsted ved Vilslev Kirke (Arkivfoto)
Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. februar 2021
Det er meget oppe i tiden at omdanne arealer til mere bi- og insektvenlige områder.
I december 2020 præsenterede regeringen og dens støttepartier ”en biodiversitetspakke til 88 millioner kroner. Den skal blandt andet give Danmark knap 75.000 hektar urørt skov og 13 nye naturnationalparker i tillæg til de to, der allerede er planlagt.” (kilde: DR).
Jedsted Grandelaug viste vejen
Mere lokalt etablerede Jedsted Grandelaug i 2019 en faunastribe i Klinkebakkerne i Jedsted netop til gavn for insekter og vilde bier. – Nu hopper også det nye menighedsråd i Vilslev med på vognen og omdanner lapidariet (området med de gamle gravsten) til et område med mere utæmmet natur og vilde blomster, skriver Sognepræst Ole Witte Madsen i det nye Kirkeblad.
Omlægning af kirkegården
Projektet realiseres forhåbentligt i løbet af foråret, og menighedsrådet dækker selv udgifterne dertil.
Omlægningen af lapidariet er en del af den store omlægning af hele kirkegården, der vil finde sted i løbet af en årrække efterhånden, som gravsteder udløber og sløjfes.
– Der begraves færre end førhen, konstaterer Ole Witte Madsen og fortsætter: – Og da urnegravsteder ikke fylder så meget, og da færre gravsteder forlænges, bliver der store, tomme områder på kirkegården.
Derfor er der lagt en langsigtet plan for Vilslev kirkegård, så man også i mange år fremover vil kunne besøge en velholdt og flot kirkegård.
- Forår
- Efterår











































































