
De 3200 trækasser fylder godt
Tekst & Foto: Johnny Tauman
5. juni 2021
(Første del af tre -interview ultimo maj)
På Langbjergvej syd for Kongeåen ved Vilslev møder man nogle mennesker, der i den grad ser positivt på deres familieliv og nyder såvel arbejdslivet, som de små hobbyer. Fritid bliver der ikke meget af, når man beskæftiger sig med avl af kartofler, som til syvende og sidst skal opbevares i 3200 trækasser, der hver især kan rumme 1000-1200 kilogram. – Ofte har vi på grund af pladsmangel også lagt kartoflerne i kuler pakket med halm og en kontinuerlig ventilation, fortæller landmand Niels Frederik Jensen, mens han er ved at gøre maskinellet klar til årets lægning.

Jens Peter elsker at hjælpe til på gården – og sidder gerne bag rattet, når der arbejdes i marken
– Vi kom hertil for godt 5 år siden, fortæller Niels Frederiks far – Jens Peter, der aktivt tager del i arbejdet. Det lå ikke ligefrem i kortene, at hele kartoffelfamilien skulle flytte fra den fædrene gård ved Dannemare på Lolland til Vilslev. De har stadig såvel jord og bygninger derovre – en gård – Hobygård – som har været i familiens eje gennem 4 generationer. Niels Frederik har haft gården siden 2009 som 5. generation – og dyrkede så sent som sidste år vårbyg derovre.
En livsstil
Interessen for kartoffelavl er en livsstil – og det handler om at have de bedste redskaber og en vis tålmodighed, når man venter på rette tidspunkt for lægning af kartoflerne.

Redskaberne tjekkes og justeres, men der er også plads til en telefonsamtale
– Vi når det nok
– Jeg er ved at gøre mine redskaber parate, forklarer Niels Frederik, der endnu ikke har fået årets markarbejde på plads pga. dels den megen regn dels de kolde temperaturer: – Men vi når det nok, lyder det med henvisning til mange læggekartofler, som er klar til at komme i jorden, men som stadig står i store kasser i hallerne.
Vi anvender nemlig ikke forspiring. Jordtypen i Vilslev området giver nemlig mulighed for at dyrke læggekartofler med den karakteristiske lyse farve, som efterspørges på eksportmarkedet. Og så kan der vandes i Vestjylland – og der avles med højere udbytte end på Lolland, hvor vanding ikke er mulig.











































































