Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. december 2022
Vandoverfladen er urolig – en fiskefinne ses i nogle voldsomme bevægelser. Stedet er det nye gydestryg vest for sandfanget ved Riplay, hvor RYK IND RIBE møder en glad Gert Mikkelsen.
– Jeg har allerede her til morgen set tre laks være i gang med at lave en gydegrube i småstenene i det nye stryg, som er skabt ved et unikt samarbejde, fortæller Gert Mikkelsen, som har store forventninger til lakseynglen i Tved Å / Hjortvad Å.
Gode vilkår for laksene
– Et godt stykke længere inde ad åen findes der et lignende gydestryg – og her er der også masser af aktivitet, fortæller Gert, som også peger på, at laks, der benytter denne del af Ribe Å systemet slipper for at få skadet kraniet eller få andre skader ved at springe i defekte fisketrapper ved sluserne i midtbyen.

Gert nyder at fortælle om fiskene i åsystemerne – og er mere end tilfreds med det nye gydestryg
Gert oplyser om det nye gydestryg: – Det er for 14 dage siden overdraget til Esbjerg Kommune – og består af en række store sten samt områder med mindre sten. Åen er på en 75 m strækning blevet gjort bredere – og en sti rundt om det ny bassin til oppumpet sand fra sandfanget gør det muligt at komme tæt på gydepladsen. – Jeg ved, at der vil blive opsat informationstavler, så eksempelvis elevgrupper kan besøge området og iagttage, hvad der sker.
Skaffede stort bidrag
Niels Michaelsen, Ribe har været primusmotor for projektet – og det lykkedes at ”skrabe” de 55.000 kr sammen (som var et bidrag til projektet) ved at tage 30.000 kr fra puljen til udsætning af havørreder (den benyttes ikke) og så fandt Gert Mikkelsen selv 10.000 kr fra overskud ved fiskekonkurrencen. Endelig kom der også bidrag fra Gelså Sammenslutningen og Sønderjysk Sportsfiskerforening. Den endelige pris kendes ikke, men Esbjerg Kommune har ydet sin del hertil.
Hvis du ønsker at se laksen gyde, så skal du have tålmodighed og finde et sted, hvor du kan overskue de 75 m. Vil du fotografere den baskende halefinne, så kræver det endnu mere – for laksen holder også pauser undervejs.

Lyse sten viser, at her har laks været i gang med at grave
Hvordan kan man egentlig se, at der har været laks på stedet? Her fremviste Gert Mikkelsen flere steder i åløbet fra Ydermøllen frem mod Skibbroen. – Du kan se, at der er områder med lyse sten – disse sten er blevet vendt og ligger nu over de befrugtede æg.
Vil du vide mere
Laksen gyder i perioden oktober-februar, noget afhængig af vandtemperaturen.
Hunfisken vælger et stryg med hurtig strøm og stenbund som gydeplads. Her graver hun en gydegrube ved at lægge sig på siden og slå kraftigt med halefinnen. Derved hvirvles sten og grus op, så der opstår en fordybning i bunden – en såkaldt gydegrube.
Når hunnen er klar til gydning stiller hun sig i bunden af gydegruben, hvorefter hannen indfinder sig. Mens æggene afgives i en lang stråle, afgiver hannen sin sæd, og de befrugtede æg lægger sig i bunden af gydegruben mellem de store sten. Efter at æggene er lagt, slår hunnen sten og grus hen over æggene med halen, så de bliver tildækket.










































































