Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 19. september 2025

Ripenserne har taget rigtig godt imod LæseSelskabets højtlæsningsaftner i Ribe Pakhus, så foreningen er klar med sin femte omgang Strik & lyt, tirsdag den 23. september kl. 19.

Konceptet er det samme som hidtil: 45 minutters oplæsning, 30 minutters pause og så 45 minutters oplæsning igen.

Denne gang er det Peter Hyldahl og Bodil Sixhøj Hyldahl, der har valgt teksterne og læser højt. Om det bliver noveller eller uddrag af en roman, må man vente med at finde ud af til selve aftenen. Det er stadigvæk ikke en betingelse for deltagelse, at man strikker. Bare kom og bliv en del af den hyggelige stemning!

Både LæseSelskabet og Ribe Pakhus opfordrer til, at man kommer i god tid. Det giver både tid til at finde sig en god plads og til at købe kaffe og kage, øl eller andet drikkeligt.