Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 14. december 2025
LæseSelskabet har haft rigtig mange deltagere til sine arrangementer i 2025, og det vækker både glæde og taknemmelighed i bestyrelsen. Det har stor betydning for foreningen med den fine opbakning, så LæseSelskabet ser frem til endnu flere hyggelige og inspirerende arrangementer i 2026 – med litteraturen, bøgerne og forfatterne som omdrejningspunkt.
Men inden kalenderen skifter, inviterer LæseSelskabet alle interesserede til at runde året af med arrangementet ”Henrik læser julen ind”. Det finder sted på Ribe Bryghus onsdag den 17. december kl. 19.30, og der er fri entré.
Det er Henrik Lykke, som vil læse et par julehistorier, mens man kan sidde hyggeligt og nyde et godt glas lokalt brygget øl – eller glühwein, hvis man foretrækker det.
Oplæsningen varer ca. en time, og bagefter er der rig mulighed for at skåle og ønske hinanden en glædelig jul, før man går hjem til de sidste juleforberedelser.











































































