Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. marts 2021
Måske har du mødt fotografen med det røde Nikon-kamera i færd med at fotografere vinduespartier rundt omkring i Ribe. Og du tænker måske – er det så nu også interessant – og hvad skal billederne bruges til?
Fascineret af mønstre
RYK IND RIBE mødte Kåre Roager, da han var på motivjagt i Hundegade og fik en god snak om, hvad han egentlig går og laver. – Jeg er fascineret af de mange mønstre, som vinduer består af, forklarer Kåre, der arbejder videre med de digitale optagelse i Illustrator – et forholdsvis ”tungt” IT-program. Efter 7-8 timers arbejde med vectorgrafik fremstår resultatet med et smukt og skarpt udtryk.
Læserne kan gætte placering
RYK IND RIBE har lavet en aftale med Kåre Roager, der den sidste weekend i måneden vil levere et grafisk billede af et vindue i Ribe. Det bliver så op til læserne om at gætte, hvor det originale vindue befinder sig i byen.
Eksempel på vindue
Hvor sidder det originale vindue?
Vi løfter sløret her-og-nu. Kåre skriver herom: På hjørnet ved Vest Støckens Plads og Vægtergade ligger huset, hvor Ribe Stifts Tidende holdt til. Det har nogle smukke vinduer med blomsterornamenter i de skrå sprosser.
Kåre driver grafisk virksomhed
Kåre Roager er tilflytter og bor i Klostermarken, hvor han driver sin grafiske virksomhed 68design med opgaver inden for den musiske verden. Det har fx. affødt materialer til Haderslev Domkirke og andre inden for de musiske netværk.
Arbejdet med at tegne vinduer skal på sigt udmønte sig i en udstilling på Sundhedscentret og forhåbentlig også et salg til interesserede.
Salg via Instagram
Kåre Roager har fx lavet nedenstående motiv, som er trykt i 200 eksemplarer. – Det sælges via min instagramprofil ribegallery til 250 kr.

Plakaten – Ribe by set fra Ringvejen er skabt af Kåre Roager