Tekst & Foto: Johnny Tauman
21. juni 2020

Andet kapitel af to.

OVER-overholdt regulativer

– I forbindelse med revision af regulativerne, gik det op for os fagfolk, at man under den offentlige vandløbsvedligeholdelse siden 1963 havde OVER-overholdt regulativerne, idet man ofte vedligeholdt langt langt udenfor det i regulativerne fastsatte vandløbsprofil, konkluderer Ove Kann og fortsætter: – Og det var jo faktisk rygende ulovligt. Og vandløbenes profiler blev langt større, end de skulle være efter regulativerne. Ofte også langt større, end de behøvede at være under hensyn til en rimelig dyrkningssikkerhed på de tilgrænsende landbrugsarealer.

Ændret grødeskæring

Ved revision af regulativerne blev der taget udgangspunkt i en rimelig dyrkningssikkerhed langs hver enkelt vandløbsstrækning. Og det blev beregnet/vurderet, hvad det så betød for de nødvendige krav til vandløbets dybde, bredde og fald. Hvor der var “plads” til det, blev den hidtidige (ulovlige) vandløbsvedligeholdelse ændret til kun at foregå inden for det regulativmæssige profil, og kun i det nødvendige omfang. Dermed kunne grødeskæringen helt ophøre på strækninger, hvor der ingen dyrkningsinteresser var. På andre strækninger kunne grødeskæringen reduceres fra total fjernelse af alt, til skæring i snoede strømrender.

Høringsperiode og svar

Det skal pointeres, at inden ændringerne af regulativerne og vandløbsvedligeholdelsen blev iværksat, blev forslag til ændrede regulativer fremlagt til offentlig høring i 8 uger, og i mange tilfælde blev der også afholdt offentlige møder. Efter offentlighedsfasen blev alle høringssvar behandlet og forelagt politikerne i forbindelse med regulativernes vedtagelse. Efter dette fulgte en 4 ugers klagefrist, hvor lodsejere, der fandt regulativerne utilstrækkelige, kunne klage til en højere myndighed.

I nogle vandløb stoppede man simpelthen med at skære grøde – og i andre ændrede mønstret sig til kun at skære, hvor der var snoede strømrender.

Den ændrede grødeskæring

Den ændrede – miljøvenlige – grødeskæring tilførte vandløbene en væsentligt større fysisk variation, og dermed langt flere gode levesteder for flora og fauna. Resultaterne heraf kunne med årene aflæses ved undersøgelse af forekomsten af smådyr samt fiskebestandene. Det kunne konstateres, af smådyrsfaunaen blev mængdemæssigt større og mere varieret, og mange steder indfandt sig nye sjældne arter med større krav til vandløbskvaliteten. Tilsvarende gik det med bestandene af laks og ørreder, og det betød, at hidtil udryddelsestruede laksebestande blev reddet.

Afværg afstumpet debat

Man kan blæse på disse resultater, og ønske dem hen hvor peberet gror. Og man kan ønske sig tilbage til tilstanden før 1983 – hvad mange synes at ønske. Men man skal så bare gøre sig klart, hvad man samtidig mister. – Jeg håber at viden og eftertanke kan afværge afstumpet debat og afstumpede beslutninger fremover, lyder det biolog Ove Kann.

Historien fra 1250´erne

Mølledammen i Ribe (og det vådområde, der nu er fuglereservat) blev skabt, da man i 1250’erne lagde en dæmning over åen.
Gennem dæmningen lavede man 3 strømløb, i hvilke man anbragte stemmeværker og vandmøller. Stemmeværkerne hævede åens vandstand 1,5-2 m i forhold til niveauet i Ribe Vesterå. Mølledammen er altså ikke gravet af menneskehænder, men alene en følge af opstemningen.

Ribe Østerå, Mølledammen og den første jernbanebro uden bropille. Bemærk også Ribe Vesterå med Skibbroen.

Vandhastighed bremses

Opstemningen nedsætter vandhastigheden jo nærmere man kommer stemmeværkerne fra øst, og dermed evnen til at transportere sediment. I stuvningszonen, som om vinteren når til Varming bro og om sommeren til Seem, går først sand til bunds og derefter det finkornede og lette materiale (slam). Derfor ses over tid reduktion af den våde del af fuglereservatet samt bundhævning med slam i Mølledammen.
Sedimentationen i Mølledammen befordres i den grad af den udformning, som man har givet dammen.

Processen efter jernbanebroen

Straks efter at vandet har passeret jernbanebroen indtræder et øjeblikkeligt hastighedstab. Det får slammet til at fælde ud af vandfacen og lægge sig på bunden. Den hævede slambund er rig på næring og lys, hvilket er guf for vandplanterne. De vokser ud fra siderne, hvor vandstanden og strømhastigheden er lavest.  – Der efterlades en naturlig strømrende i midten, hvor strømhastigheden og dybden er relativt større end langs bredderne, præcis som man så det sidste sommer og efterår, lyder det med tilfredshed i stemmen fra Ove Kann.

Strømrenden i Mølledammen august 2019

Vælg, hvad man vil

Sådan hænger det sammen. Om man kan lide eller ej, er en smags sag. Biolog Ove Kann giver en vurdering: – Jeg behøver nok ikke at redegøre for min opfattelse. Men ét er sikkert: Man kan IKKE både have et helt frit vandspejl hele året og samtidig have en nævneværdig biodiversitet. Altså må man vælge og prioritere. For min skyld må man vælge, hvad man vil. Jeg synes bare at man skal være klar over i den proces, hvad man mister af natur, ved at prioritere det, som nogle synes er pænt og repræsenterer den højeste æstetik. Jeg kan leve med det meste i Mølledammen, idet vandalismen vil være begrænset og ikke påvirker biodiversiteten og den landskabelige skønhed i andre vandområder.

Vandhastigheden reduceres umiddelbart efter jernbanebroen – faunapassagen / Stampemølleåen ligger tv. Foto med forhøjet vandstand og oversvømmet eng på Brorsonsvej.