Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 23. marts 2025

Mange patienter oplever ventetider, når der skal bestilles en konsultation i en almen lægepraksis, men den ventetid vil Lægeklinikken Tangevej i Ribe nu gøre noget ved.

Fra den 1. april indføres der ”Tid samme dag” hvilket betyder, at ventetiden undgås og man får en tid til konsultaen samme dag, som man ringer ind. Bestiller man konsultationen via nettet, kan man få den dagen efter.

Det nye sytem betyder, at ringer man til lægeklinikken  inden klokken 12, garanteres der en konsultation samme dag. Hvis man vil bestille on line, bliver tiderne næste dag frigivet klokken 15, og her kan patienterne så bestille tid til næste dag.

Der vil blive tilbudt en tid ved en læge eller en sygeplejerske. Patienten kan ønske at komme til hos en bestemt behandler, men det kan ikke garanteres, at ønsket kan imødekommes. Under alle omstændigheder vil der være en superviserende speciallæge, der kan tilkaldes ved behov.

Nogle konsultationer er mere omfattende og tilbydes ikke i ”Tid samme dag”. De skal bookes som planlagte tider ud i fremtiden, og det kanske ved at ringe i telefontiden mellem 8 og 12. Det gælder graviditetsundersøgelser og attester til kommune og forsikringsselskaber. Noget relativt nyt er også, at ved fornyelse af kørekort, hvortil der skal bruges en helbredsattest, skal man først ind på Borger.dk og udfylde en formular, hvorefter man kan bestille tid hos lægen til konsultationen.

I lægeklinikken oplyser man, at ”Tid samme dag” indføres, fordi det er prøvet i andre praksis med en god effekt.

Du kan læse mere  om ordningen på hjemmesiden Tangevej6.dk