Tekst og foto: Renè Jørgensen
17. februar 2020.

Møder man skiltene på Industrivej, Bohrsvej og Ørstedsvej kan man godt blive lidt forvirret. Mange af navnene er på virksomheder og butikker, der ikke længere er eksisterende – og de nye er slet ikke kommet på.

Som tidligere omtalt i RYK IND RIBE var industrikvarteret og dermed Ribe Nord præget af vejarbejdet i forbindelse med vejudvidelse af A11. Et halvt års lukning var mærkbart både for butikkerne og erhvervsvirksomhederne i starten af Industrivej. Der var da også fra flere sider debat omkring Ribe Nord, hvor opfordringen til handel i området skulle styrkes. Ikke mindst Grethe Notlevsen Ribe, opfordrede borgerne til at handle i nord – opfordringen kom i en Facebookgruppe med ønsket om at beholde området attraktivt.

Nye butikker er kommet til siden den nuværende skiltning blev sat op, og Esbjerg Kommune er i gang med at undersøge, hvordan de opdateres. Det være en udgift for den enkelte virksomhed eller forretning, men som forholdene er i dag, skal man være stedkendt for ikke at blive snydt.

Flere virksomheder på skiltene er ikke længere at finde i Ribe Nord.

Faktisk blomstrer området med byggeudvidelser.
Rimadan på Ørstedsvej er i gang, og på Industrivej er der en haludvidelse på vej ved Lyndahl Plast. Den seneste større udvidelse stod virksomheden Petermann for.
Kører man en tur ud af Industrivej ser man de gode parkeringspladser, der er skabt ved Guld & Rod og Blomsterstedet – gode muligheder for trailere ved pålæsning af planter og skal man sælge ved nabobutikken, er forholdene i orden.

Industrikvarteret er meget mere end bilforhandlere. Der er skabt nyt liv, og flytningen af Røde Kors til nye større lokaler, trækker mange til. En opblomstring er i gang i denne bydel, og støtter vi handelen i nord, er vi med til at sikre Ribe et bredt sortiment af varer.

Når der er nyt fra Esbjerg Kommune, bringer vi vejledningen til skiltningen på RYK IND RIBE. Det er så VIGTIGT for området, at opdaterede orienteringsskilte bliver placeret de rigtige steder.

Ørstedsvej er lukket og skiltene bør fjernes, da vejen ikke er åben for offentligheden og skiltningen misvisende.