Tekst og foto Hasse Jørgensen. Onsdag den 14. august.

Kys og kør!

På Vittenbergskolens parkeringsplads er de trafikale forhold ændret i løbet af sommerferien. Formålet har været at komme nogle af de til tider kaotiske forhold til livs, som herskede, når forældre og andre pårørende skulle sætte børn af eller hente børn ved skolen.

Ændringerne består bl.a. i, at der tættest på skolen er lavet en vognbane, der er beregnet til meget korte ophold for lige at sætte børnene af eller tage dem op. Det er markeret dels med et skilt med teksten ”Kys og kør”, og dels er vejbanen forsynet med nogle meget store, påmalede hjerter, så ingen kan være i tvivl om formålet med vognbanen.

Desuden er der lavet en ekstra udkørsel fra parkeringspladsen til Haulundvej, så det nu er muligt at køre ind via indkørslen, bruge ”kys og kør-banen” og køre ud via udkørselen. På den måde skulle trafikken glide langt lettere end hidtil, hvor der kun var en ind- og udkørsel, og hvor der ikke var nogen gennemgående bane til de meget korte stop.